mandag den 11. februar 2013

Beværligheder, belastninger, og lidelser ved fertilitetsbehandling

Før jeg startede i det her fertilitetsbehandling havde jeg ikke nogen anelse om, hvor besværligt og belastende det var. (Og jeg tror, at mange der ikke har prøvet at være i behandling har det på sammen måde) Jeg troede, den største ubehagelighed var det med at få taget æg ud og så det psykiske. Men jeg synes faktisk det er hele forløbet, der er det værste.

For mig starter det med, at jeg få menstruation og så skal jeg:
  1. På en eller anden måde henne på arbejdet finde et ledigt tidspunkt i min kalender og 
  2. finde et ledigt mødelokale, hvor man ikke kan høre hvad der bliver talt om alt for tydeligt i de tilstødende mødelokaler, så jeg kan ringe til hospitalet og finde ud af, hvordan behandlingen kan startes
  3. Være bange for, om der overhovedet er plads til os i denne omgang (ind i mellem er der jo ikke plads)
  4. Finde på en troværdig løgnehistorie til arbejdet omkring hvorfor jeg er væk i det tidsrum, hvor jeg er til undersøgelse. Her tænker du måske: hvorfor fortæller hun det ikke bare til arbejdet? og det er da og næste punkt:
  5. Overveje om det hele ikke var nemmere, hvis jeg bare fortalte min chef, at vi var i behandling og så veje for og imod med tanker på, at jeg er kvinde i en mandsdomineret verden, med tanker på, hvad det kan få af konsekvenser i form af arbejdsopgaver, forfremmelser osv. Og med tanke på, at jeg faktisk ikke har lyst til at dele sådan noget med min chef eller mine kollegaer.
  6. Bekymring for at løbe ind i nogen man kender perifært på hospitalet (fordi man måske ikke lige gider dele det med fertilitet med dem) 
  7. Selve scanningen er ikke nogen fest men det er stadig det mindst ubehagelige af alle de ting man går igennem
  8. Så skal man hente medicinen man skal stikke sig med. Der er nogle bestemte apoteker der har det  - og som jeg holder mig til nu, efter jeg har prøvet at rende rundt til 3 forskellige apoteker inden de lukkede fordi ingen af dem havde medicinen (og man kan jo ikke bare vente et par dage med at starte på det). Man kan godt gå hen og blive lidt stresset, hvis det pludselig ser ud til at hele operationen er i fare fordi man ikke kan få den rigtige medicin
  9. Hvis man er rigtig heldig er man også i kanylemangel og skal prøve at finde et apotek der har de rigtige kanyler
  10. For mig er det med at stikke mig med medicinen (i mit tilfæde Puregon) ikke så slemt, men igen er det ikke nogen fest
  11. Det er lidt en belastning også at være bange for, at jeg pludselig glemmer det. 
  12. Hvor Puregonen ikke er slem, er den sprøjte der skal forhindre ægløsning det til gengæld. Den er ikke helt så spids så hele stikkeriet er bare lidt mere ubehageligt
  13. Så er der de evindelige bekymringer om, hvorvidt jeg nu har spist for meget slik, koffein, alkohol, soya [indsæt selv indtag man kan tro kan være skadeligt], om man har dyrket for meget/for lidt sport, været for stresset, været for vred på sin søster/sin chef/[indsæt selv], om man har været for bange da man var til tandlægen så al fertilitet er flygtet af skræk, har man spist for ikke-økologisk, har man været for forkølet, er man blevet for kold, har man løftet for tunge ting, har man ikke spist nok vitaminer etc etc.
  14. Så skal man bekymre sig om, hvor mange folikler der vokser 
  15. Og bekymre sig over, hvor mange æg der kommer ud af ægudtagningen
  16. Så skal man finde på en undskyldning for at være en hel dag væk fra arbejdet for at få taget æg ud 
  17. Ægudtagning er et kapitel for sig men dog en af de dele, hvor hospitalet gør sig umage med, at det ikke skal være ubehageligt (men derfor kan man jo godt være bange alligevel)
  18.  At det kan gøre ondt i maven efter ægudtagning
  19. At man er dødtræt efter ægudtagning
  20. Bekymring over, hvor mange æg der deler sig
  21.  Bekymring over, om det nu er gode æg
  22. Angst i forbindelse med kald til hospital for at høre, hvor mange æg der er blevet befrugtet og har delt sig
  23.  Ubehag ved ægopsætning
  24. Derefter begynder man på den ikke så lækre fase med at skulle stikke stikpiller op i sig. Tre gange om dagen
  25. Frygt for, at man glemmer det eller der kommer til at gå for lang/for kort tid i mellem pillerne
  26. Ubehag ved, at stikpillerne "leaker"
  27. Frygt for, at man skal leake stikpille så man pludselig går rundt med hvid plet på bukserne
  28. Belastning ved at skulle finde ikke alt for klamt toilet hvor man kan tage stikpille, hvis man ikke lige er hjemme eller på kontoret
  29. Det bøvlede ved at skulle liste stikpiller osv med på toilettet på kontoret uden at alle ser det.
  30. Bekymring over symptomer/manglende symptomer
  31. Bekymring over, om man kan mase ægget ud ved at løft for tunge ting
  32. Research på nettet der som regel bare gør en endnu mere bange
  33. Følelse af at være lidt til grin ved, at man overhovedet kan tro, at man har symptomer og kan være gravid
  34. Medicinen kan skabe falske håb – ved symptomer og forsinket mens
  35. Vanskeligt at holde hovedet koldt og ikke bevare håbet når al fornuft siger, at der ikke er noget at komme efter
  36. Håndtering af følelser når det går galt
  37. Sorg når det går galt
  38. At skulle have en facade som fornuftigt almindeligt menneske på kontoret selvom man er ked af det
  39. Skulle vente to måneder før man kan gå i gang med behandling igen
  40. Svært at planlægge ferier fordi man ikke ved, hvornår man skal i behandling igen
  41. Svært at shoppe tøj, fordi man ikke ved, om man skal shoppe som om man kommer til at blive meget tyk eller ser ud som på nuværende tidspunkt
  42. Kan ikke rigtig skifte arbejde selvom man skulle få et godt tilbud eller være træt af sit nuværende job
  43. Svært at holde vægten
  44. At skulle forholde sig til velmenende råd fra andre og høre på [indsæt selv ammestuehistorie om hvad nogen har gjort og så blev de MIRAKULØST gravide selvom de havde mistet ALT håb]
  45. At man bliver dybt jaloux på andre og har lyst til at slå dem, når de siger ting som "ja, vi regnede jo med, at det ville 
    tage vildt lang tid, men så var den der lige i første hug"
  46. Hvor forbandet det er, når andre fortæller de er gravide, og man virkelig gerne vil være et godt menneske og være glad på deres vegne – men har meget svært ved at have overskud til andet end at føle sig ensom og uduelig ud i at reproducere sig selv.
  47. At folk der ikke er i behandling simpelthen ikke har nogen idé om, hvordan det er
  48. Når folk der ikke har brug for behandling forklejner det og siger "Det lykkes jo for alle, så det gør det jo nok også for jer" Nå! Du kender måske også Lotto tallene siden du åbenbart kan se ud i fremtiden?
  49. Angst for at det aldrig lykkes
  50. Angst for at det lykkes, ja, men til hvilken pris? 6 år med ovenstående?
Jeg har haft to veninder (der er ret godt inde i det med fertilitetsbehandling) til at hjælpe mig med den liste. Og før nogen skulle miste håbet på baggrund af den liste, så er de begge gravide nu. Den ene med sit første barn og den anden med sit tredje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar