Micro Management

Jeg har fået taget æg ud i dag. Sølle to æg blev det til trods 8-9 follikler. Efterfølgende spurgte jeg til, om de få æg skyldtes, at der simpelthen ikke var flere æg i folliklerne. Det mente lægen ikke, men de havde nok bare ikke været modne, og så kunne de ikke skylles ud.

Den manglende modenhed kom ikke supermeget bag på mig, da jeg sidste gang fik at vide, at det kunne være årsagen til, at kun 2 af 4 æg var blevet befrugtet. Og det var netop også derfor jeg til første scanning spurgte, om der var noget man kunne gøre for at undgå umodne æg, så jeg fik en recept på Pregnyl i stedet for Ovitrelle (som man ellers åbenbart normalt giver)

Til anden scanning spurgte jeg også indtil om man kunne vente lidt med ægudtagningen for at sikre, at æggene var modne, men det kunne man åbenbart ikke.

Og herefter kørte det hele lidt i hegnet og gør, at jeg fremover vil micro manage min behandling, dvs dobbelttjekke alt, stille spørgsmålstegn ved alt og ikke bare tage for givet, at jeg får den behandling der er mest optimal for mig.

Efter anden scanning havde jeg ikke ægløsningspræparat eller recept med, så jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg blev instrueret i at bruge Ovitrelle. Da jeg kom hjem og sammenlignede min recept med ægløsningsbrochuren, opdagede jeg, at jeg havde en recept på Pregnyl og burde have fået udleveret sprøjter og kanyler. Dagen efter havde jeg en vask veninde på besøg som selv har været i behandling mange gange, og hun opdagede, at jeg kun havde fået en halv dosis (5000 enheder) udleveret på apoteket. Så der gik lige lidt tid med at få indhentet alle de ting jeg skulle bruge.

Men jeg fik aldrig nogen instruktion i at bruge Pregnyl, hvilket ikke er rocket science-vanskeligt, men det er bare RET så vigtigt, at man ikke gør noget galt. Jeg fjumsede rundt med de forskellige flasker og kanyler og spildte noget af det, men måtte bare krydse fingre for, at jeg havde fået til strækkeligt med medicin. På hospitalet tog de det meget roligt. Jeg havde nok fået det, jeg skulle.

Efter jeg i dag fik taget æg ud, har jeg læst på nettet, at man muligvis kan få flere modne æg frem ved at  tage ægløsningssprøjten allerede 40 timer før ægudtagning. Jeg tog min ægløsningssprøjte 35 timer før ægudtagning. Hvorfor er det ikke blevet foreslået mig? Og hvorfor har de ikke bedre styr på, hvilke recepter folk får og hvilken instruktion de får?

Jeg har en fornemmelse af, at det her forsøg er mere eller mindre gået i vasken og jeg er lidt sur over det, fordi jeg har en fornemmelse af, at det måske kunne være gået anderledes. Eller der er i hvert fald der kunne være gået bedre.

Følelser i procent

En stor del af det her behandlingsforløb handler om skyld. Fra hospitalets side er der meget få ting man ikke må, men når man kigger bredere end det (feks på internettet), er listen over forbudte ting næsten uendelig. Det betyder også, at listen over skyld-fremkaldende handlinger næsten er uendelig.

Omkring de dage, hvor jeg skal have lagt æg op næste gang, er jeg blevet inviteret til en weekendtur. Om jeg tager med på den tur eller ej (forudsat at det kan lade sig gøre i forhold til hospitalsbesøg) har sikkert ingen betydning for, om jeg bliver gravid eller ej. Problemet er bare, at hvis jeg tager med på den tur og det ikke lykkes denne gang, så er der bare lagt op til den hel store skyld-fest

De følelser en behandling består af fordeler sig – for mit vedkommende – således:

• Skyld: 45%
• Frygt for aldrig at få et barn:  5%
• Følelse af utilstrækkelighed: 50%

Bacon-trang

Der kunne teoretisk set godt være en mulighed for, at jeg var blevet gravid på den naturlige måde (men jeg tror ikke rigtig på det. Jeg har overbevist mig selv om, vi er sådan nogle typer der er nødt til at blive behandlet i stort high-tech setup for at kunne blive gravide), så jeg lader naturligvis være med at drikke alkohol osv.

Men der er ingen tegn på graviditet. Ikke med mindre man regner med bacon-trang. Jeg fik en fantastisk lyst til bacon i går og konkluderede, at hvis bare det var økologisk bacon, så var det nok ok i forhold til gudinde-kuren (og lige i den forbindelse var jeg overrasket over 1. at det var så svært at få fat i økologisk bacon (spiser økomennesker ikke bacon?) og 2. at øko-bacon jo har en helt anden farve end almindelig bacon (hvilket nok er det der med tilsætning af nitrit, hvilket jeg i øvrigt aldrig har forstået. Jeg vil da hellere have brunligt svinekød end pinkt))

Stærk trang til bestemte fødevarer kan jo være et tegn på graviditet, men jeg synes nu ikke bacon-craving er så meget out of character for mig, at jeg tror, det kan være tegn på det ene eller det andet.

Forhastede konklusioner?

I forgårs efter en skoddag på arbejdet blev jeg hjemsøgt af en følelse jeg ikke har haft før. Hej frygt for, at vi aldrig bliver gravide uanset hvad fanden vi gør!

Hvad nu hvis det er sådan, at der sådan set godt kan dyrkes æg på mig men det kun er en brøkdel af dem der kan befrugtes (kan man så skifte til noget andet medicin egentlig? Jeg har fået den samme medicin gennem stort set hele forløbet, men hvis nu der var sådan en quickfix, så havde man vel prøvet det tidligere) Hvad nu, hvis der er et par sørgelige æg som godt nok kan befrugtes men aldrig gider hænge fast oppe i livmoderen?

Min veninde spurgte godt da jeg havde fået mens (tror jeg det var. Måske var det en anden gang hun spurgte), om vi havde haft den der følelse af Hvad nu hvis det aldrig kan lade sig gøre? Det havde vi ikke på det tidspunkt, men den kom altså i forgårs.

Det går heldigvis bedre nu. Nu tænker jeg at ja, det kan da godt være det aldrig går, uanset hvad vi gør. Men lad os da lige prøve et par gange mere, før vi begynder at drage den slags konklusioner.

Biokemisk gravditet II

Der var ikke spor af en biokemisk graviditet i blodprøven. Øv.

Jeg kan egentlig godt undre mig over, at ulykkeligheden trods alt ikke varer ved i længere tid. Der er som om det tager en formiddag at komme sig over de dårlige nyheder. Et eller andet sted bliver jeg jo ikke mindre gravid af at have fået en negativ test. Og eftersom jeg aldrig har været så meget som biokemisk gravid, er det heller ikke min skyld (pga en gå tur i koldt vejr/en kop kaffe/[indsæt selv hvad man kan slå sig selv oveni hovedet med)

Det er jo bare at komme videre i processen og så glæde sig over, at man i det mindste ikke længere behøver proppe sig med stikpillerne. De bliver altså aldrig min ven!

He's just not that into you

Der var en gang, hvor der pludselig blev sat en stopper for at tro på håbløse forhold, og hvor veninder ikke længere var tvangsindlagt til at skulle finde på vanvittige undskyldninger for hvorfor ham den udkårne ikke lige havde ringet eller skrevet. He's just not that into you, som Berger sagde til Miranda i Sex and the City. Og som Miranda senere velmenende sagde til nogle piger som til gengæld blev ret sure

For nogle gange er det jo meget rart at kunne bevare håbet lidt endnu, andre gange ikke.

Ofte føler jeg, at der er ret meget He's just not that into you-mekanisme i al det her fertilitetsbehandling - eller nærmere mangel på samme. Der bliver tolket på de mindste symptomer og tegn på at der ikke er sket en graviditet (eller at han virkelig ikke er interesseret) kan man næsten altid finde på forklaringer på.

Jeg er 99,99999% sikker på, at det er mens jeg har for tiden. Alligevel er der en mikroskopisk del af mig der klynger sig til håbet og husker de der tilfælde, hvor der har været masser af blødning, men at kvinden alligevel har været gravid. 

Jeg har fået flyttet min blodprøve til i morgen tidlig i stedet for fredag og det er jeg rigtig glad for. Så bør al tvivl være manet i jorden! 

Beværligheder, belastninger, og lidelser ved fertilitetsbehandling

Før jeg startede i det her fertilitetsbehandling havde jeg ikke nogen anelse om, hvor besværligt og belastende det var. (Og jeg tror, at mange der ikke har prøvet at være i behandling har det på sammen måde) Jeg troede, den største ubehagelighed var det med at få taget æg ud og så det psykiske. Men jeg synes faktisk det er hele forløbet, der er det værste.

For mig starter det med, at jeg få menstruation og så skal jeg:

1. På en eller anden måde henne på arbejdet finde et ledigt tidspunkt i min kalender og 
2. finde et ledigt mødelokale, hvor man ikke kan høre hvad der bliver talt om alt for tydeligt i de tilstødende mødelokaler, så jeg kan ringe til hospitalet og finde ud af, hvordan behandlingen kan startes
3. Være bange for, om der overhovedet er plads til os i denne omgang (ind i mellem er der jo ikke plads)
4. Finde på en troværdig løgnehistorie til arbejdet omkring hvorfor jeg er væk i det tidsrum, hvor jeg er til undersøgelse. Her tænker du måske: hvorfor fortæller hun det ikke bare til arbejdet? og det er da og næste punkt:
5. Overveje om det hele ikke var nemmere, hvis jeg bare fortalte min chef, at vi var i behandling og så veje for og imod med tanker på, at jeg er kvinde i en mandsdomineret verden, med tanker på, hvad det kan få af konsekvenser i form af arbejdsopgaver, forfremmelser osv. Og med tanke på, at jeg faktisk ikke har lyst til at dele sådan noget med min chef eller mine kollegaer.
6. Bekymring for at løbe ind i nogen man kender perifært på hospitalet (fordi man måske ikke lige gider dele det med fertilitet med dem) 
7. Selve scanningen er ikke nogen fest men det er stadig det mindst ubehagelige af alle de ting man går igennem
8. Så skal man hente medicinen man skal stikke sig med. Der er nogle bestemte apoteker der har det  - og som jeg holder mig til nu, efter jeg har prøvet at rende rundt til 3 forskellige apoteker inden de lukkede fordi ingen af dem havde medicinen (og man kan jo ikke bare vente et par dage med at starte på det). Man kan godt gå hen og blive lidt stresset, hvis det pludselig ser ud til at hele operationen er i fare fordi man ikke kan få den rigtige medicin
9. Hvis man er rigtig heldig er man også i kanylemangel og skal prøve at finde et apotek der har de rigtige kanyler
10. For mig er det med at stikke mig med medicinen (i mit tilfæde Puregon) ikke så slemt, men igen er det ikke nogen fest
11. Det er lidt en belastning også at være bange for, at jeg pludselig glemmer det. 
12. Hvor Puregonen ikke er slem, er den sprøjte der skal forhindre ægløsning det til gengæld. Den er ikke helt så spids så hele stikkeriet er bare lidt mere ubehageligt
13. Så er der de evindelige bekymringer om, hvorvidt jeg nu har spist for meget slik, koffein, alkohol, soya [indsæt selv indtag man kan tro kan være skadeligt], om man har dyrket for meget/for lidt sport, været for stresset, været for vred på sin søster/sin chef/[indsæt selv], om man har været for bange da man var til tandlægen så al fertilitet er flygtet af skræk, har man spist for ikke-økologisk, har man været for forkølet, er man blevet for kold, har man løftet for tunge ting, har man ikke spist nok vitaminer etc etc.
14. Så skal man bekymre sig om, hvor mange folikler der vokser 
15. Og bekymre sig over, hvor mange æg der kommer ud af ægudtagningen
16. Så skal man finde på en undskyldning for at være en hel dag væk fra arbejdet for at få taget æg ud 
17. Ægudtagning er et kapitel for sig men dog en af de dele, hvor hospitalet gør sig umage med, at det ikke skal være ubehageligt (men derfor kan man jo godt være bange alligevel)
18.  At det kan gøre ondt i maven efter ægudtagning
19. At man er dødtræt efter ægudtagning
20. Bekymring over, hvor mange æg der deler sig
21.  Bekymring over, om det nu er gode æg
22. Angst i forbindelse med kald til hospital for at høre, hvor mange æg der er blevet befrugtet og har delt sig
23.  Ubehag ved ægopsætning
24. Derefter begynder man på den ikke så lækre fase med at skulle stikke stikpiller op i sig. Tre gange om dagen
25. Frygt for, at man glemmer det eller der kommer til at gå for lang/for kort tid i mellem pillerne
26. Ubehag ved, at stikpillerne "leaker"
27. Frygt for, at man skal leake stikpille så man pludselig går rundt med hvid plet på bukserne
28. Belastning ved at skulle finde ikke alt for klamt toilet hvor man kan tage stikpille, hvis man ikke lige er hjemme eller på kontoret
29. Det bøvlede ved at skulle liste stikpiller osv med på toilettet på kontoret uden at alle ser det.
30. Bekymring over symptomer/manglende symptomer
31. Bekymring over, om man kan mase ægget ud ved at løft for tunge ting
32. Research på nettet der som regel bare gør en endnu mere bange
33. Følelse af at være lidt til grin ved, at man overhovedet kan tro, at man har symptomer og kan være gravid
34. Medicinen kan skabe falske håb – ved symptomer og forsinket mens
35. Vanskeligt at holde hovedet koldt og ikke bevare håbet når al fornuft siger, at der ikke er noget at komme efter
36. Håndtering af følelser når det går galt
37. Sorg når det går galt
38. At skulle have en facade som fornuftigt almindeligt menneske på kontoret selvom man er ked af det
39. Skulle vente to måneder før man kan gå i gang med behandling igen
40. Svært at planlægge ferier fordi man ikke ved, hvornår man skal i behandling igen
41. Svært at shoppe tøj, fordi man ikke ved, om man skal shoppe som om man kommer til at blive meget tyk eller ser ud som på nuværende tidspunkt
42. Kan ikke rigtig skifte arbejde selvom man skulle få et godt tilbud eller være træt af sit nuværende job
43. Svært at holde vægten
44. At skulle forholde sig til velmenende råd fra andre og høre på [indsæt selv ammestuehistorie om hvad nogen har gjort og så blev de MIRAKULØST gravide selvom de havde mistet ALT håb]
45. At man bliver dybt jaloux på andre og har lyst til at slå dem, når de siger ting som "ja, vi regnede jo med, at det ville 
    tage vildt lang tid, men så var den der lige i første hug"
46. Hvor forbandet det er, når andre fortæller de er gravide, og man virkelig gerne vil være et godt menneske og være glad på deres vegne – men har meget svært ved at have overskud til andet end at føle sig ensom og uduelig ud i at reproducere sig selv.
47. At folk der ikke er i behandling simpelthen ikke har nogen idé om, hvordan det er
48. Når folk der ikke har brug for behandling forklejner det og siger "Det lykkes jo for alle, så det gør det jo nok også for jer" Nå! Du kender måske også Lotto tallene siden du åbenbart kan se ud i fremtiden?
49. Angst for at det aldrig lykkes
50. Angst for at det lykkes, ja, men til hvilken pris? 6 år med ovenstående?

Jeg har haft to veninder (der er ret godt inde i det med fertilitetsbehandling) til at hjælpe mig med den liste. Og før nogen skulle miste håbet på baggrund af den liste, så er de begge gravide nu. Den ene med sit første barn og den anden med sit tredje.

Hvis intet er så skidt at det ikke er godt for noget

Jeg forbereder mig så småt på, at det ikke bliver til noget med denne her blastocyst (så bliver jeg forhåbeligt ikke så skuffet, hvis jeg pludselig får fuldblows mens og/eller negativ test). Jeg synes ikke, mine symptomer er så markante mere, og jeg er naturligvis bekymret for, at det kan være et varsel om, at det er fordi jeg er tilbage til bare at være mig og ikke mig + en levende blastocyst.

Hvad kan man dog overhovedet finde af positive ting ved, at vi måske igen skal igennem hele det her fertilitetscirkus - som jo ikke er nogen fest? Jeg tænker, at jeg jo faktisk gerne vil have flere børn. Den blastocyst jeg har fået sat op nu bliver nok kun til ét barn, hvis vi er heldige bliver det et barn! og vi har ingen æg i frysebanken, så hvis det lykkes denne gang og vi gerne vil have et barn mere, så skal vi nok igennem hele møllem igen. Sådan ville det måske ikke være, hvis vi havde haft nogle flere æg der havde delt sig. Så kunne vi på et senere tidspunkt få sat dem op.

Men det hele er jo bare baseret på hvis og hvis min røv er spids. Foreløbigt ved jeg slet ikke, hvordan det går blastocysten. Og jeg ved jo ikke om vi ville få flere æg ud, hvis vi prøver igen. Eller om der vil være så mange der deler sig, at nogle kan fryses. Og jeg ved i øvrigt heller ikke, om det så vil lykkes med nogle af de æg.

Noget af det, der er mest underligt - når man ellers er en rimelig rationel person - i det her fertilitetscirkus er, at man nemt kommer til næsten at fare vildt i forskellige hvis og hvis scenarier. Det er ret svært at holde fast i sig selv og sin egen fornuft. Især hvis man har god tid til at tænke over de her ting

Sur og frustreret

Jeg er simpelthen så skidesur i dag. Og har faktisk været det sådan næsten uafbrudt de sidste 3 dage. Det føles som den største, ledeste omgang PMS (jeg har det ikke sådan her hver gang jeg skal have mens men en sjælden gang ind i mellem er jeg så sur som jeg er nu)

Jeg er naturligvis skidebange for, at surheden er et tegn på, at jeg får mens lige om lidt (under normale omstændigheder ville den komme i dag). Især fordi jeg blødte en lille bitte smule for to dage siden.

Jeg har egentlig været ved rimelig godt mod frem til nu mht behandlingen. Det værste der kunne ske ved, at det ikke lykkedes denne gang var, at vi så skulle i gang med endnu en besværlig behandling (synes altså det er besværligt med alt det man skal stikke sig med, og ægudtagningen er ubehagelig og det samme med ægoplægningen. Bivirkningerne af stikpillerne er rigtigt bøblede!) men i dag er jeg blevet bange for, at det her i virkeligheden er vores eneste skud i bøssen:

Jeg har taget al medicinen fuldstændig som jeg skulle, jeg har afholdt mig fra røg, alkohol og sport. Har skåret ned på sukker, har taget vitaminer (og ekstra D-vitamin) OG vi fik sat en meget flot blastocyst op. Hvad kan man næsten gøre mere?

Men OK, jeg må vel bare holde fast i, at selvom man sætter noget op, der umiddelbart ser fint ud, så er det ikke sikkert, det er sådan, og så længe jeg ikke har en full blown mens eller en negativ prøve, så er der håb endnu