Micro Management

Jeg har fået taget æg ud i dag. Sølle to æg blev det til trods 8-9 follikler. Efterfølgende spurgte jeg til, om de få æg skyldtes, at der simpelthen ikke var flere æg i folliklerne. Det mente lægen ikke, men de havde nok bare ikke været modne, og så kunne de ikke skylles ud.

Den manglende modenhed kom ikke supermeget bag på mig, da jeg sidste gang fik at vide, at det kunne være årsagen til, at kun 2 af 4 æg var blevet befrugtet. Og det var netop også derfor jeg til første scanning spurgte, om der var noget man kunne gøre for at undgå umodne æg, så jeg fik en recept på Pregnyl i stedet for Ovitrelle (som man ellers åbenbart normalt giver)

Til anden scanning spurgte jeg også indtil om man kunne vente lidt med ægudtagningen for at sikre, at æggene var modne, men det kunne man åbenbart ikke.

Og herefter kørte det hele lidt i hegnet og gør, at jeg fremover vil micro manage min behandling, dvs dobbelttjekke alt, stille spørgsmålstegn ved alt og ikke bare tage for givet, at jeg får den behandling der er mest optimal for mig.

Efter anden scanning havde jeg ikke ægløsningspræparat eller recept med, så jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg blev instrueret i at bruge Ovitrelle. Da jeg kom hjem og sammenlignede min recept med ægløsningsbrochuren, opdagede jeg, at jeg havde en recept på Pregnyl og burde have fået udleveret sprøjter og kanyler. Dagen efter havde jeg en vask veninde på besøg som selv har været i behandling mange gange, og hun opdagede, at jeg kun havde fået en halv dosis (5000 enheder) udleveret på apoteket. Så der gik lige lidt tid med at få indhentet alle de ting jeg skulle bruge.

Men jeg fik aldrig nogen instruktion i at bruge Pregnyl, hvilket ikke er rocket science-vanskeligt, men det er bare RET så vigtigt, at man ikke gør noget galt. Jeg fjumsede rundt med de forskellige flasker og kanyler og spildte noget af det, men måtte bare krydse fingre for, at jeg havde fået til strækkeligt med medicin. På hospitalet tog de det meget roligt. Jeg havde nok fået det, jeg skulle.

Efter jeg i dag fik taget æg ud, har jeg læst på nettet, at man muligvis kan få flere modne æg frem ved at  tage ægløsningssprøjten allerede 40 timer før ægudtagning. Jeg tog min ægløsningssprøjte 35 timer før ægudtagning. Hvorfor er det ikke blevet foreslået mig? Og hvorfor har de ikke bedre styr på, hvilke recepter folk får og hvilken instruktion de får?

Jeg har en fornemmelse af, at det her forsøg er mere eller mindre gået i vasken og jeg er lidt sur over det, fordi jeg har en fornemmelse af, at det måske kunne være gået anderledes. Eller der er i hvert fald der kunne være gået bedre.

Pausetanker

Vi starter først i behandlingen igen til april og i dag tænkte jeg på, hvor rart det egentlig er ikke at være i behandling.

Jeg kører stadig rutinen med ikke at drikke alkohol og holde mig fra kulhydrater + dyrke motion, men det er simpelthen så rart ikke hele tiden at spekulere over, om jeg nu gør noget der sætter fertilitet og potentielt kommende barn i fare. Og det er virkelig rart ikke at skulle tage forskellige former for medicin. (Ja, se her, hvad man slipper for ved ikke at være i behandling)

Hvis det ikke var fordi jeg kunne mærke at jeg var misundelig på gravide kvinder, så ville jeg nok seriøst overveje, om det her behandlingscirkus virkelig er besværet værd

Forhastede konklusioner?

I forgårs efter en skoddag på arbejdet blev jeg hjemsøgt af en følelse jeg ikke har haft før. Hej frygt for, at vi aldrig bliver gravide uanset hvad fanden vi gør!

Hvad nu hvis det er sådan, at der sådan set godt kan dyrkes æg på mig men det kun er en brøkdel af dem der kan befrugtes (kan man så skifte til noget andet medicin egentlig? Jeg har fået den samme medicin gennem stort set hele forløbet, men hvis nu der var sådan en quickfix, så havde man vel prøvet det tidligere) Hvad nu, hvis der er et par sørgelige æg som godt nok kan befrugtes men aldrig gider hænge fast oppe i livmoderen?

Min veninde spurgte godt da jeg havde fået mens (tror jeg det var. Måske var det en anden gang hun spurgte), om vi havde haft den der følelse af Hvad nu hvis det aldrig kan lade sig gøre? Det havde vi ikke på det tidspunkt, men den kom altså i forgårs.

Det går heldigvis bedre nu. Nu tænker jeg at ja, det kan da godt være det aldrig går, uanset hvad vi gør. Men lad os da lige prøve et par gange mere, før vi begynder at drage den slags konklusioner.

He's just not that into you

Der var en gang, hvor der pludselig blev sat en stopper for at tro på håbløse forhold, og hvor veninder ikke længere var tvangsindlagt til at skulle finde på vanvittige undskyldninger for hvorfor ham den udkårne ikke lige havde ringet eller skrevet. He's just not that into you, som Berger sagde til Miranda i Sex and the City. Og som Miranda senere velmenende sagde til nogle piger som til gengæld blev ret sure

For nogle gange er det jo meget rart at kunne bevare håbet lidt endnu, andre gange ikke.

Ofte føler jeg, at der er ret meget He's just not that into you-mekanisme i al det her fertilitetsbehandling - eller nærmere mangel på samme. Der bliver tolket på de mindste symptomer og tegn på at der ikke er sket en graviditet (eller at han virkelig ikke er interesseret) kan man næsten altid finde på forklaringer på.

Jeg er 99,99999% sikker på, at det er mens jeg har for tiden. Alligevel er der en mikroskopisk del af mig der klynger sig til håbet og husker de der tilfælde, hvor der har været masser af blødning, men at kvinden alligevel har været gravid. 

Jeg har fået flyttet min blodprøve til i morgen tidlig i stedet for fredag og det er jeg rigtig glad for. Så bør al tvivl være manet i jorden! 

Spis dig gravid - snydt!

Jeg har en idé om, at hvis jeg vejede 56 kg og havde et BMI på 21 så ville jeg være mere fertil. Så planen er frem til næste behandlingsstart at dyrke en del motion, holde mig fra hurtige kulhydrater, mættet fedt, forarbejdede fødevarer (det gør jeg det nu ikke så meget i overhovedet), alkohol osv.

I starten af april skulle jeg gerne være en lean, mean pregnancy machine!

Jeg har for længe siden købt bogen "Spis dig gravid" men jeg blev træt af den, fordi jeg syntes, den talte ned til læserne (nej, jeg mener ikke det er nødvendigt at bruge flere sider på at forklare BMI og på at forklare, at der er forskel på at veje 80 kg når man er 1,75 m høj og når man er 1,55 m høj)

Jeg har taget den frem igen - kun for at blive nøjagtigt lige så irriteret som første gang jeg prøvede at læse den.

Men jeg føler mig faktisk også snydt. Jeg føler, at forfatterne har ville sælge mig et produkt under falske forudsætninger. Udenpå og i forordet kan denne bog tilsyneladende bruges af alle der gerne vil være gravide, men når man læser mere ind i den - og når man læser om de cases der er i bogen - så henvender den sig altså primært til folk der har PCO og case-folkene har PCO.

Det er jo bare superduper for folk der har PCO med sådan en bog. Men hvad så med os andre idioter der netop ikke har PCO og har betalt for bogen? Ja, det er så bare ærgerligt.

Beværligheder, belastninger, og lidelser ved fertilitetsbehandling

Før jeg startede i det her fertilitetsbehandling havde jeg ikke nogen anelse om, hvor besværligt og belastende det var. (Og jeg tror, at mange der ikke har prøvet at være i behandling har det på sammen måde) Jeg troede, den største ubehagelighed var det med at få taget æg ud og så det psykiske. Men jeg synes faktisk det er hele forløbet, der er det værste.

For mig starter det med, at jeg få menstruation og så skal jeg:

1. På en eller anden måde henne på arbejdet finde et ledigt tidspunkt i min kalender og 
2. finde et ledigt mødelokale, hvor man ikke kan høre hvad der bliver talt om alt for tydeligt i de tilstødende mødelokaler, så jeg kan ringe til hospitalet og finde ud af, hvordan behandlingen kan startes
3. Være bange for, om der overhovedet er plads til os i denne omgang (ind i mellem er der jo ikke plads)
4. Finde på en troværdig løgnehistorie til arbejdet omkring hvorfor jeg er væk i det tidsrum, hvor jeg er til undersøgelse. Her tænker du måske: hvorfor fortæller hun det ikke bare til arbejdet? og det er da og næste punkt:
5. Overveje om det hele ikke var nemmere, hvis jeg bare fortalte min chef, at vi var i behandling og så veje for og imod med tanker på, at jeg er kvinde i en mandsdomineret verden, med tanker på, hvad det kan få af konsekvenser i form af arbejdsopgaver, forfremmelser osv. Og med tanke på, at jeg faktisk ikke har lyst til at dele sådan noget med min chef eller mine kollegaer.
6. Bekymring for at løbe ind i nogen man kender perifært på hospitalet (fordi man måske ikke lige gider dele det med fertilitet med dem) 
7. Selve scanningen er ikke nogen fest men det er stadig det mindst ubehagelige af alle de ting man går igennem
8. Så skal man hente medicinen man skal stikke sig med. Der er nogle bestemte apoteker der har det  - og som jeg holder mig til nu, efter jeg har prøvet at rende rundt til 3 forskellige apoteker inden de lukkede fordi ingen af dem havde medicinen (og man kan jo ikke bare vente et par dage med at starte på det). Man kan godt gå hen og blive lidt stresset, hvis det pludselig ser ud til at hele operationen er i fare fordi man ikke kan få den rigtige medicin
9. Hvis man er rigtig heldig er man også i kanylemangel og skal prøve at finde et apotek der har de rigtige kanyler
10. For mig er det med at stikke mig med medicinen (i mit tilfæde Puregon) ikke så slemt, men igen er det ikke nogen fest
11. Det er lidt en belastning også at være bange for, at jeg pludselig glemmer det. 
12. Hvor Puregonen ikke er slem, er den sprøjte der skal forhindre ægløsning det til gengæld. Den er ikke helt så spids så hele stikkeriet er bare lidt mere ubehageligt
13. Så er der de evindelige bekymringer om, hvorvidt jeg nu har spist for meget slik, koffein, alkohol, soya [indsæt selv indtag man kan tro kan være skadeligt], om man har dyrket for meget/for lidt sport, været for stresset, været for vred på sin søster/sin chef/[indsæt selv], om man har været for bange da man var til tandlægen så al fertilitet er flygtet af skræk, har man spist for ikke-økologisk, har man været for forkølet, er man blevet for kold, har man løftet for tunge ting, har man ikke spist nok vitaminer etc etc.
14. Så skal man bekymre sig om, hvor mange folikler der vokser 
15. Og bekymre sig over, hvor mange æg der kommer ud af ægudtagningen
16. Så skal man finde på en undskyldning for at være en hel dag væk fra arbejdet for at få taget æg ud 
17. Ægudtagning er et kapitel for sig men dog en af de dele, hvor hospitalet gør sig umage med, at det ikke skal være ubehageligt (men derfor kan man jo godt være bange alligevel)
18.  At det kan gøre ondt i maven efter ægudtagning
19. At man er dødtræt efter ægudtagning
20. Bekymring over, hvor mange æg der deler sig
21.  Bekymring over, om det nu er gode æg
22. Angst i forbindelse med kald til hospital for at høre, hvor mange æg der er blevet befrugtet og har delt sig
23.  Ubehag ved ægopsætning
24. Derefter begynder man på den ikke så lækre fase med at skulle stikke stikpiller op i sig. Tre gange om dagen
25. Frygt for, at man glemmer det eller der kommer til at gå for lang/for kort tid i mellem pillerne
26. Ubehag ved, at stikpillerne "leaker"
27. Frygt for, at man skal leake stikpille så man pludselig går rundt med hvid plet på bukserne
28. Belastning ved at skulle finde ikke alt for klamt toilet hvor man kan tage stikpille, hvis man ikke lige er hjemme eller på kontoret
29. Det bøvlede ved at skulle liste stikpiller osv med på toilettet på kontoret uden at alle ser det.
30. Bekymring over symptomer/manglende symptomer
31. Bekymring over, om man kan mase ægget ud ved at løft for tunge ting
32. Research på nettet der som regel bare gør en endnu mere bange
33. Følelse af at være lidt til grin ved, at man overhovedet kan tro, at man har symptomer og kan være gravid
34. Medicinen kan skabe falske håb – ved symptomer og forsinket mens
35. Vanskeligt at holde hovedet koldt og ikke bevare håbet når al fornuft siger, at der ikke er noget at komme efter
36. Håndtering af følelser når det går galt
37. Sorg når det går galt
38. At skulle have en facade som fornuftigt almindeligt menneske på kontoret selvom man er ked af det
39. Skulle vente to måneder før man kan gå i gang med behandling igen
40. Svært at planlægge ferier fordi man ikke ved, hvornår man skal i behandling igen
41. Svært at shoppe tøj, fordi man ikke ved, om man skal shoppe som om man kommer til at blive meget tyk eller ser ud som på nuværende tidspunkt
42. Kan ikke rigtig skifte arbejde selvom man skulle få et godt tilbud eller være træt af sit nuværende job
43. Svært at holde vægten
44. At skulle forholde sig til velmenende råd fra andre og høre på [indsæt selv ammestuehistorie om hvad nogen har gjort og så blev de MIRAKULØST gravide selvom de havde mistet ALT håb]
45. At man bliver dybt jaloux på andre og har lyst til at slå dem, når de siger ting som "ja, vi regnede jo med, at det ville 
    tage vildt lang tid, men så var den der lige i første hug"
46. Hvor forbandet det er, når andre fortæller de er gravide, og man virkelig gerne vil være et godt menneske og være glad på deres vegne – men har meget svært ved at have overskud til andet end at føle sig ensom og uduelig ud i at reproducere sig selv.
47. At folk der ikke er i behandling simpelthen ikke har nogen idé om, hvordan det er
48. Når folk der ikke har brug for behandling forklejner det og siger "Det lykkes jo for alle, så det gør det jo nok også for jer" Nå! Du kender måske også Lotto tallene siden du åbenbart kan se ud i fremtiden?
49. Angst for at det aldrig lykkes
50. Angst for at det lykkes, ja, men til hvilken pris? 6 år med ovenstående?

Jeg har haft to veninder (der er ret godt inde i det med fertilitetsbehandling) til at hjælpe mig med den liste. Og før nogen skulle miste håbet på baggrund af den liste, så er de begge gravide nu. Den ene med sit første barn og den anden med sit tredje.

Ja hatten

For mig at se er der to forskellige mulige approaches (i hvert fald for mig). Jeg kan enten lægge mig hjem under dynen i fosterstilling med en pose ostepops og tude i to måneder. Eller jeg kan have ja hatten på og forsøge at fortælle mig selv, at

1. det er stadig early days med det her behandling
2. hvis jeg lykkes med min plan om at holde mig fra sukker, koffein og alkohol de næste to måneder, og hvis jeg taber mig 3,5 kg og hvis jeg får noget sol, så skal det nok lykkes næste gang
3. næste gang kommer der garanteret mange flere æg, og så kan vi få nogle af dem til frys 
4. man kan sagtens blive lykkelig uden børn. Faktisk er folk uden børn lykkeligere end folk med børn - indtil børnene er ca 18 år, så catcher folk med børn op på dem uden børn

Udfordringen er så bare, at fordi man går med approach nr 2, så er der folk (der ikke selv er i behandling og aldrig har været i behandling) som antager, at så er det der med fertilitetsbehandling nok bare en walk in the park. Og det lykkes jo for de fleste at blive gravide, så hvad piver vi i behandling dog over? Og i øvrigt virker vi jo positive, så vi har nok ingen bekymringer eller angst eller noget.

Det er en af de ting, jeg er virkelig vred over i dag: Folk der ikke er i behandling og aldrig har været det som forklejner (føles det som) det at være i behandling

For helvede!

Jeg tænkte i går morges, at jeg ikke rigtig var omtåget som jeg var i starten af ugen, og at jeg heller ikke havde kvalme eller noget. Men – tænkte jeg – det kan jo være, at forskellen på mig og min søster og mor er, at de vildt let bliver gravide men til gengæld helt vildt dårlige mens jeg ikke bliver det let men til gengæld er velsignet med ikke at få det så dårligt

Men ved 18-tiden opdagede jeg, at jeg havde fået mens. Jeg håbede på, at det bare var lidt pletblødning (selvom der var lidt for meget) fordi det var lidt brunligt i det (men det er nok pga stikpillerne det er sådan)

Det er desværre fortsat i dag :-( Jeg skal først testes med blodprøve på fredag – og skal jo blive ved med at tage stikpiller indtil da – men jeg ringer til dem i dag og hører, om jeg ikke kan blive testet lidt tidligere

I går aftes og i morges og formiddag har jeg været vildt rasende. Det er min måde at håndtere det på. På en eller anden måde er det også mere socialt acceptabelt at sidde ved computeren og se virkelig vred ud frem for at sidde og stortude. Men jeg må indrømme, at jeg har været nødt til at søge tilflugt på toilettet et par gange og lige fælde en tåre og komme til at se normal ud igen.

Min sorg og frustrationer går primært på - tror jeg - at skulle hele denne her behandlingsmølle igennem endnu engang (der kommer en liste over ting der er belastende ved fertilitetsbehandling senere) og så at det tager så længe før vi kan starte i behandling igen. Det bliver først efter påske, hvilket i mit hovede er om meget længe, og det her kommer til at virke som et regulært evighedsprojekt.