Følelser i procent

En stor del af det her behandlingsforløb handler om skyld. Fra hospitalets side er der meget få ting man ikke må, men når man kigger bredere end det (feks på internettet), er listen over forbudte ting næsten uendelig. Det betyder også, at listen over skyld-fremkaldende handlinger næsten er uendelig.

Omkring de dage, hvor jeg skal have lagt æg op næste gang, er jeg blevet inviteret til en weekendtur. Om jeg tager med på den tur eller ej (forudsat at det kan lade sig gøre i forhold til hospitalsbesøg) har sikkert ingen betydning for, om jeg bliver gravid eller ej. Problemet er bare, at hvis jeg tager med på den tur og det ikke lykkes denne gang, så er der bare lagt op til den hel store skyld-fest

De følelser en behandling består af fordeler sig – for mit vedkommende – således:

• Skyld: 45%
• Frygt for aldrig at få et barn:  5%
• Følelse af utilstrækkelighed: 50%

Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)

Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

He's just not that into you

Der var en gang, hvor der pludselig blev sat en stopper for at tro på håbløse forhold, og hvor veninder ikke længere var tvangsindlagt til at skulle finde på vanvittige undskyldninger for hvorfor ham den udkårne ikke lige havde ringet eller skrevet. He's just not that into you, som Berger sagde til Miranda i Sex and the City. Og som Miranda senere velmenende sagde til nogle piger som til gengæld blev ret sure

For nogle gange er det jo meget rart at kunne bevare håbet lidt endnu, andre gange ikke.

Ofte føler jeg, at der er ret meget He's just not that into you-mekanisme i al det her fertilitetsbehandling - eller nærmere mangel på samme. Der bliver tolket på de mindste symptomer og tegn på at der ikke er sket en graviditet (eller at han virkelig ikke er interesseret) kan man næsten altid finde på forklaringer på.

Jeg er 99,99999% sikker på, at det er mens jeg har for tiden. Alligevel er der en mikroskopisk del af mig der klynger sig til håbet og husker de der tilfælde, hvor der har været masser af blødning, men at kvinden alligevel har været gravid. 

Jeg har fået flyttet min blodprøve til i morgen tidlig i stedet for fredag og det er jeg rigtig glad for. Så bør al tvivl være manet i jorden! 

Beværligheder, belastninger, og lidelser ved fertilitetsbehandling

Før jeg startede i det her fertilitetsbehandling havde jeg ikke nogen anelse om, hvor besværligt og belastende det var. (Og jeg tror, at mange der ikke har prøvet at være i behandling har det på sammen måde) Jeg troede, den største ubehagelighed var det med at få taget æg ud og så det psykiske. Men jeg synes faktisk det er hele forløbet, der er det værste.

For mig starter det med, at jeg få menstruation og så skal jeg:

1. På en eller anden måde henne på arbejdet finde et ledigt tidspunkt i min kalender og 
2. finde et ledigt mødelokale, hvor man ikke kan høre hvad der bliver talt om alt for tydeligt i de tilstødende mødelokaler, så jeg kan ringe til hospitalet og finde ud af, hvordan behandlingen kan startes
3. Være bange for, om der overhovedet er plads til os i denne omgang (ind i mellem er der jo ikke plads)
4. Finde på en troværdig løgnehistorie til arbejdet omkring hvorfor jeg er væk i det tidsrum, hvor jeg er til undersøgelse. Her tænker du måske: hvorfor fortæller hun det ikke bare til arbejdet? og det er da og næste punkt:
5. Overveje om det hele ikke var nemmere, hvis jeg bare fortalte min chef, at vi var i behandling og så veje for og imod med tanker på, at jeg er kvinde i en mandsdomineret verden, med tanker på, hvad det kan få af konsekvenser i form af arbejdsopgaver, forfremmelser osv. Og med tanke på, at jeg faktisk ikke har lyst til at dele sådan noget med min chef eller mine kollegaer.
6. Bekymring for at løbe ind i nogen man kender perifært på hospitalet (fordi man måske ikke lige gider dele det med fertilitet med dem) 
7. Selve scanningen er ikke nogen fest men det er stadig det mindst ubehagelige af alle de ting man går igennem
8. Så skal man hente medicinen man skal stikke sig med. Der er nogle bestemte apoteker der har det  - og som jeg holder mig til nu, efter jeg har prøvet at rende rundt til 3 forskellige apoteker inden de lukkede fordi ingen af dem havde medicinen (og man kan jo ikke bare vente et par dage med at starte på det). Man kan godt gå hen og blive lidt stresset, hvis det pludselig ser ud til at hele operationen er i fare fordi man ikke kan få den rigtige medicin
9. Hvis man er rigtig heldig er man også i kanylemangel og skal prøve at finde et apotek der har de rigtige kanyler
10. For mig er det med at stikke mig med medicinen (i mit tilfæde Puregon) ikke så slemt, men igen er det ikke nogen fest
11. Det er lidt en belastning også at være bange for, at jeg pludselig glemmer det. 
12. Hvor Puregonen ikke er slem, er den sprøjte der skal forhindre ægløsning det til gengæld. Den er ikke helt så spids så hele stikkeriet er bare lidt mere ubehageligt
13. Så er der de evindelige bekymringer om, hvorvidt jeg nu har spist for meget slik, koffein, alkohol, soya [indsæt selv indtag man kan tro kan være skadeligt], om man har dyrket for meget/for lidt sport, været for stresset, været for vred på sin søster/sin chef/[indsæt selv], om man har været for bange da man var til tandlægen så al fertilitet er flygtet af skræk, har man spist for ikke-økologisk, har man været for forkølet, er man blevet for kold, har man løftet for tunge ting, har man ikke spist nok vitaminer etc etc.
14. Så skal man bekymre sig om, hvor mange folikler der vokser 
15. Og bekymre sig over, hvor mange æg der kommer ud af ægudtagningen
16. Så skal man finde på en undskyldning for at være en hel dag væk fra arbejdet for at få taget æg ud 
17. Ægudtagning er et kapitel for sig men dog en af de dele, hvor hospitalet gør sig umage med, at det ikke skal være ubehageligt (men derfor kan man jo godt være bange alligevel)
18.  At det kan gøre ondt i maven efter ægudtagning
19. At man er dødtræt efter ægudtagning
20. Bekymring over, hvor mange æg der deler sig
21.  Bekymring over, om det nu er gode æg
22. Angst i forbindelse med kald til hospital for at høre, hvor mange æg der er blevet befrugtet og har delt sig
23.  Ubehag ved ægopsætning
24. Derefter begynder man på den ikke så lækre fase med at skulle stikke stikpiller op i sig. Tre gange om dagen
25. Frygt for, at man glemmer det eller der kommer til at gå for lang/for kort tid i mellem pillerne
26. Ubehag ved, at stikpillerne "leaker"
27. Frygt for, at man skal leake stikpille så man pludselig går rundt med hvid plet på bukserne
28. Belastning ved at skulle finde ikke alt for klamt toilet hvor man kan tage stikpille, hvis man ikke lige er hjemme eller på kontoret
29. Det bøvlede ved at skulle liste stikpiller osv med på toilettet på kontoret uden at alle ser det.
30. Bekymring over symptomer/manglende symptomer
31. Bekymring over, om man kan mase ægget ud ved at løft for tunge ting
32. Research på nettet der som regel bare gør en endnu mere bange
33. Følelse af at være lidt til grin ved, at man overhovedet kan tro, at man har symptomer og kan være gravid
34. Medicinen kan skabe falske håb – ved symptomer og forsinket mens
35. Vanskeligt at holde hovedet koldt og ikke bevare håbet når al fornuft siger, at der ikke er noget at komme efter
36. Håndtering af følelser når det går galt
37. Sorg når det går galt
38. At skulle have en facade som fornuftigt almindeligt menneske på kontoret selvom man er ked af det
39. Skulle vente to måneder før man kan gå i gang med behandling igen
40. Svært at planlægge ferier fordi man ikke ved, hvornår man skal i behandling igen
41. Svært at shoppe tøj, fordi man ikke ved, om man skal shoppe som om man kommer til at blive meget tyk eller ser ud som på nuværende tidspunkt
42. Kan ikke rigtig skifte arbejde selvom man skulle få et godt tilbud eller være træt af sit nuværende job
43. Svært at holde vægten
44. At skulle forholde sig til velmenende råd fra andre og høre på [indsæt selv ammestuehistorie om hvad nogen har gjort og så blev de MIRAKULØST gravide selvom de havde mistet ALT håb]
45. At man bliver dybt jaloux på andre og har lyst til at slå dem, når de siger ting som "ja, vi regnede jo med, at det ville 
    tage vildt lang tid, men så var den der lige i første hug"
46. Hvor forbandet det er, når andre fortæller de er gravide, og man virkelig gerne vil være et godt menneske og være glad på deres vegne – men har meget svært ved at have overskud til andet end at føle sig ensom og uduelig ud i at reproducere sig selv.
47. At folk der ikke er i behandling simpelthen ikke har nogen idé om, hvordan det er
48. Når folk der ikke har brug for behandling forklejner det og siger "Det lykkes jo for alle, så det gør det jo nok også for jer" Nå! Du kender måske også Lotto tallene siden du åbenbart kan se ud i fremtiden?
49. Angst for at det aldrig lykkes
50. Angst for at det lykkes, ja, men til hvilken pris? 6 år med ovenstående?

Jeg har haft to veninder (der er ret godt inde i det med fertilitetsbehandling) til at hjælpe mig med den liste. Og før nogen skulle miste håbet på baggrund af den liste, så er de begge gravide nu. Den ene med sit første barn og den anden med sit tredje.

Ja hatten

For mig at se er der to forskellige mulige approaches (i hvert fald for mig). Jeg kan enten lægge mig hjem under dynen i fosterstilling med en pose ostepops og tude i to måneder. Eller jeg kan have ja hatten på og forsøge at fortælle mig selv, at

1. det er stadig early days med det her behandling
2. hvis jeg lykkes med min plan om at holde mig fra sukker, koffein og alkohol de næste to måneder, og hvis jeg taber mig 3,5 kg og hvis jeg får noget sol, så skal det nok lykkes næste gang
3. næste gang kommer der garanteret mange flere æg, og så kan vi få nogle af dem til frys 
4. man kan sagtens blive lykkelig uden børn. Faktisk er folk uden børn lykkeligere end folk med børn - indtil børnene er ca 18 år, så catcher folk med børn op på dem uden børn

Udfordringen er så bare, at fordi man går med approach nr 2, så er der folk (der ikke selv er i behandling og aldrig har været i behandling) som antager, at så er det der med fertilitetsbehandling nok bare en walk in the park. Og det lykkes jo for de fleste at blive gravide, så hvad piver vi i behandling dog over? Og i øvrigt virker vi jo positive, så vi har nok ingen bekymringer eller angst eller noget.

Det er en af de ting, jeg er virkelig vred over i dag: Folk der ikke er i behandling og aldrig har været det som forklejner (føles det som) det at være i behandling

For helvede!

Jeg tænkte i går morges, at jeg ikke rigtig var omtåget som jeg var i starten af ugen, og at jeg heller ikke havde kvalme eller noget. Men – tænkte jeg – det kan jo være, at forskellen på mig og min søster og mor er, at de vildt let bliver gravide men til gengæld helt vildt dårlige mens jeg ikke bliver det let men til gengæld er velsignet med ikke at få det så dårligt

Men ved 18-tiden opdagede jeg, at jeg havde fået mens. Jeg håbede på, at det bare var lidt pletblødning (selvom der var lidt for meget) fordi det var lidt brunligt i det (men det er nok pga stikpillerne det er sådan)

Det er desværre fortsat i dag :-( Jeg skal først testes med blodprøve på fredag – og skal jo blive ved med at tage stikpiller indtil da – men jeg ringer til dem i dag og hører, om jeg ikke kan blive testet lidt tidligere

I går aftes og i morges og formiddag har jeg været vildt rasende. Det er min måde at håndtere det på. På en eller anden måde er det også mere socialt acceptabelt at sidde ved computeren og se virkelig vred ud frem for at sidde og stortude. Men jeg må indrømme, at jeg har været nødt til at søge tilflugt på toilettet et par gange og lige fælde en tåre og komme til at se normal ud igen.

Min sorg og frustrationer går primært på - tror jeg - at skulle hele denne her behandlingsmølle igennem endnu engang (der kommer en liste over ting der er belastende ved fertilitetsbehandling senere) og så at det tager så længe før vi kan starte i behandling igen. Det bliver først efter påske, hvilket i mit hovede er om meget længe, og det her kommer til at virke som et regulært evighedsprojekt.

Hvis intet er så skidt at det ikke er godt for noget

Jeg forbereder mig så småt på, at det ikke bliver til noget med denne her blastocyst (så bliver jeg forhåbeligt ikke så skuffet, hvis jeg pludselig får fuldblows mens og/eller negativ test). Jeg synes ikke, mine symptomer er så markante mere, og jeg er naturligvis bekymret for, at det kan være et varsel om, at det er fordi jeg er tilbage til bare at være mig og ikke mig + en levende blastocyst.

Hvad kan man dog overhovedet finde af positive ting ved, at vi måske igen skal igennem hele det her fertilitetscirkus - som jo ikke er nogen fest? Jeg tænker, at jeg jo faktisk gerne vil have flere børn. Den blastocyst jeg har fået sat op nu bliver nok kun til ét barn, hvis vi er heldige bliver det et barn! og vi har ingen æg i frysebanken, så hvis det lykkes denne gang og vi gerne vil have et barn mere, så skal vi nok igennem hele møllem igen. Sådan ville det måske ikke være, hvis vi havde haft nogle flere æg der havde delt sig. Så kunne vi på et senere tidspunkt få sat dem op.

Men det hele er jo bare baseret på hvis og hvis min røv er spids. Foreløbigt ved jeg slet ikke, hvordan det går blastocysten. Og jeg ved jo ikke om vi ville få flere æg ud, hvis vi prøver igen. Eller om der vil være så mange der deler sig, at nogle kan fryses. Og jeg ved i øvrigt heller ikke, om det så vil lykkes med nogle af de æg.

Noget af det, der er mest underligt - når man ellers er en rimelig rationel person - i det her fertilitetscirkus er, at man nemt kommer til næsten at fare vildt i forskellige hvis og hvis scenarier. Det er ret svært at holde fast i sig selv og sin egen fornuft. Især hvis man har god tid til at tænke over de her ting

Sur og frustreret

Jeg er simpelthen så skidesur i dag. Og har faktisk været det sådan næsten uafbrudt de sidste 3 dage. Det føles som den største, ledeste omgang PMS (jeg har det ikke sådan her hver gang jeg skal have mens men en sjælden gang ind i mellem er jeg så sur som jeg er nu)

Jeg er naturligvis skidebange for, at surheden er et tegn på, at jeg får mens lige om lidt (under normale omstændigheder ville den komme i dag). Især fordi jeg blødte en lille bitte smule for to dage siden.

Jeg har egentlig været ved rimelig godt mod frem til nu mht behandlingen. Det værste der kunne ske ved, at det ikke lykkedes denne gang var, at vi så skulle i gang med endnu en besværlig behandling (synes altså det er besværligt med alt det man skal stikke sig med, og ægudtagningen er ubehagelig og det samme med ægoplægningen. Bivirkningerne af stikpillerne er rigtigt bøblede!) men i dag er jeg blevet bange for, at det her i virkeligheden er vores eneste skud i bøssen:

Jeg har taget al medicinen fuldstændig som jeg skulle, jeg har afholdt mig fra røg, alkohol og sport. Har skåret ned på sukker, har taget vitaminer (og ekstra D-vitamin) OG vi fik sat en meget flot blastocyst op. Hvad kan man næsten gøre mere?

Men OK, jeg må vel bare holde fast i, at selvom man sætter noget op, der umiddelbart ser fint ud, så er det ikke sikkert, det er sådan, og så længe jeg ikke har en full blown mens eller en negativ prøve, så er der håb endnu

Konstateringer

Jeg kan konstatere, at jeg er 1. dødhamrende træt for tiden 2. de sidste par dage har haft megaømme bryster 3. de sidste to dage har haft ondt i lænden og 4. har lidt rumlen i maven.

Hvis jeg går ind på Countdowntopregnancy.com og søger på symptomer 10 days past ovulation, så ser de mest almindelige symptomer således ud:

Altså alt sammen noget der kunne tyde på en graviditet. Men på den anden side kan man også sagtens have de symptomer uden at være gravid. Især fordi jeg jo propper mig med progesteron, som kan medføre lige præcis træthed, ømme bryster, rumlen i maven og ondt i lænden.

Jeg kan altså bare konstatere, at der sker noget med mig for tiden, men det er ikke til at sige, om det er et resultat af det ene eller det andet.

Lidt senere

Der har ikke være mere blødning heldigvis (og alt i alt har det trods alt været ret lidt). Problemet er bare, at jeg aldrig rigtig har troet på det der med implantatblødning. Og når man googler IVF og blødning, vrimler det med historier om kvinder der er begyndt at bløde og som for alt i verden har ønsket at overbevise sig selv om, at det ikke behøvede at være menstruation. Alle historierne ender desværre med, at det viste sig, at det VAR menstruation.

Nå, men ellers er jeg rimelig PMS-irritabel til aften. Har fundet et sted med råd til, hvordan man kan spise sig fra PMS symptomer. Irritationen skulle skyldes et lavt indhold af progesteron i blodet. Det mener jeg dog ikke kan passe på mig.

Læs mere om, hvordan man (muligvis) kan slippe for PMS ved at ændre lidt på kosten her

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst

Ægdelingsstatus

Vi var meget nervøse (eller jeg var i hvert fald) da vi ringede for at høre til vores æg i går morges. Først ringede vi for tidligt så der ikke var kigget på vores æg endnu og pinen blev trukket lidt længere ud. Da vi ringede tilbage var den sygeplejerske vil talte med helt glad i stemmen, og det lettede jo det hele lidt.

Det ene af de 4 æg havde være umodent, så det kunne ikke befrugtes. Det næste var en tom skal (hvilket muligvis også er et umodent æg, det var lidt svært at forstå) men de to sidste var heldigvis blevet befrugtet. Det ene var et flot 4 cellet æg og den andet havde 3 celler men så ok ud. Så vi krydsede fingre for, at det går med det hele

Jeg var virkelig lettet efter den samtale. For første gang virkede det som om det kunne være en mulighed at blive gravid. (Faktisk har jeg aldrig nogen sinde kunne se for mig mig med en positiv graviditetstest) Vi havde sgu befrugtet et æg og det levede! (Og pist væk var alle frygtscenarier om æg der var fuldstændig immune overfor befrugtende sæd eller æg der ikke kunne leve i mere end 10 sekunder)

Jeg skulle tirsdag morgen starte på progesteron stikpiller (uf!) og jeg har et eller andet med hybris. Jeg er bange for, at hvis jeg tager det alt for givet, at behandlingen her vil gå godt (og jeg agerer efter det), så bliver jeg straffet og så går det helt galt. Allerhelst ville jeg faktisk have ladet være med at tage stikpillerne før jeg vidste om æggene havde delt sig, men det kunne ikke lade sig gøre rent logistikmæssigt. Så jeg var modig og tog chancen og tog stikpillerne FØR vi havde hørt om vores æg

Min kæreste ringede igen i dag til hospitalet (jeg havde nogle møder så det kunne simpelthen ikke lade sig gøre for mig at ringe) og det æg der kun var 3 cellet i går havde "cathcet up", så lige nu ser det ud til, at vi har to ok æg. Yay!

De kigger ikke på æggene i morgen så vi skal først checke med dem igen på fredag, hvor ægoplægningen skal finde sted. Jeg håber på, at de to sidste dages gode takter er en indikation af, at æggene nok skal være fine på fredag. Jeg krydser fingre!

Ægdelinger

Jeg fik taget æg ud i går, søndag, og skal i morgen, tirsdag, ringe for at høre, om de har delt sig. Jeg var virkelig trist til morgen fordi jeg var lidt skuffet over, at vi ikke fik mere end 4 æg ud og så var jeg nervøs for at skulle ringe til hospitalet i morgen.

Jeg frygter jo, at de siger, at ingen af æggene har delt sig. Men tristessen i morges skyldtes også, at selv hvis vi får at vide, at æggene har delt sig fint, så er det jo kun en stakket frist. For så skal vi vente til fredag for at se, hvordan æggene så har det. Og herefter skal de sættes op, og så skal man være bange for, om de nu sætter sig fast eller hvordan. Det er som om man ikke rigtig kan vinde her.

Jeg har tænkt en del (naturligvis) over det her fertilitet og reproduktion på det sidste. Min kæreste fungerer fint og i søndags fortalte de, at hans sædprøve var den bedste de havde fået ind den dag. Så hvorfor er det så, at vi ikke bliver gravide, selvom jeg tilsyneladende burde være fertil? Måske fordi der er noget galt med mig og mine æg?

Jeg har en del veninder der er og har været i behandling, og det lader til, at der findes lige så mange forskellige sorger over infertilitet som der findes kvinder. Min sorg - hvis vi aldrig får børn - er naturligvis over ikke at få et barn at elske men det handler også (lige på dette tidspunkt i hvert fald) om, at jeg vil føle mig mislykket, hvis jeg ikke er i stand til at reproducere mig selv.

Jeg har altid troet, at jeg var meget fertil, for det er min mor og hun begyndte nærmest at tale om p-piller allerede da jeg var så lille, at jeg stadig klatrede i træer (måske lige tidligt nok) "for vi bliver så let gravide i vores familie". Tal for dig selv! tænker jeg nu nogenogtyve år senere.

Jeg tænker, at mange mænd med dårlig sædkvalitet må have det lidt som mig. Man lever i en ekstrem performancekultur, hvor vilkårene ofte er sådan, at man kan få det nogen lunde som man vil, hvis man arbejder hårdt nok. Og så sidder man pludselig i det her fertilitetscirkus og kan ikke gøre noget. Det eneste man har gjort er at få delt en uheldig hånd i det genetiske pokerspil, og man kan ikke gøre noget. Dvs man kan gå i behandling, men behandlingen og resultaterne af behandlingen virker ind i mellem også lidt tilfældigt.

Mht i morgen: Jeg bliver virkelig ulykkelig, hvis det viser sig, at ingen af æggene har delt sig. Jeg er dog begyndt at line undskyldninger op: Jeg havde høj feber 3 dage i sidste uge og jeg tænker, at det måske kan have haft en uheldig effekt på æggene. Det her er vores første IVF forsøg, så de skal nok også lige skyde sig ind på hvilken medicin jeg skal have og hvor meget.

Ægudtagning

Jeg var på hospitalet i dag for at få taget æg ud og var på forhånd ret nervøs for det. Dels var jeg bange for, at ægudtagningen skulle gøre ondt og dels var jeg bange for, at der ikke ville kunne udtages nogen eller at de kunne bruges.

Min veninde (der er en ren veteran indenfor fertilitetsbehandling) har på et tidspunkt nævnt noget om "det smertehelvede" hun oplevede ved en ægudtagning. Det stod meget tydeligt for mig før min ægudtagning og det virkede ikke fremmende for afslappethed i forhold til ægudtagning.

Jeg havde aftalt med den sygeplejerske der plejer at tage sig af os, at hun ikke skulle være nærig med morfinen under ægudtagningen. Den første hospitalsperson vi mødte i dag var desværre ikke vores sædvanlige sygeplejerske men en anden der så ud som om hun godt kunne finde på at være nærig med morfinen (Feks syntes jeg ikke, hun var særlig gentle i forbindelse med at jeg skulle have lagt en dropindgang i armen og der var måske ikke lige den bedste kemi), så det blev jeg lidt ekstra nervøs over.

Jeg fik to panodiler og en beroligende pille og ventede på, at den skulle gå i gang.

Da selve ægudtagningen skulle rigtig i gang var der en del mindre "nu skal du bare lægge dig ned og slappe af og lade være med at være bange" end jeg havde regnet med. Til gengæld var der en del mere med selv at skulle gå rundt med bar numse og bare fødder.

Det hele var meget rodet og startede med, at jeg skulle tage mit tøj af på et toilet (her havde jeg forventet en form for omklædningsrum eller noget) Jeg havde selv taget skisokker med fordi jeg ikke ville fryse om tærene, så efter afklædning sjoskede jeg med bar røv og skisokker ind til briksen.

Op på briksen og så virkede det lidt vel effektivt som om jeg bare lige skulle have benene i bøjlerne, så ville de mase nålen op i mig og fiske æg ud, men sådan var det dog ikke helt

Jeg pev nok en del over ikke at kunne mærke morfin eller beroligende så jeg fik noget ekstra. Jeg fik også lagt kateter fordi min blære åbenbart ikke var helt tømt, men på det tidspunkt har jeg nok været rimelig dopet. I hvert fald var kateter, lokalbedøvelse af livmoderen (jeg tror, det er den der bliver lokalbedøvet) og udtagning af æg ikke så slemt.

Det var vist meningen, at jeg selv skulle kunne gå ind på en anden stue til en slags opvågning (måske i bar røv?) men jeg blev kørt derind tror jeg. Husker faktisk ikke, om jeg havde noget over mig. Jeg lå en halv times tid, og så havde jeg det faktisk ok.

Jeg skal ringe til dem på tirsdag for at høre, hvordan det er gået med befrugtning und alles.

Ægdonation

Jeg har muligvis en del æg (der er i hvert fald tegn i den retning), men det betyder jo ikke nødvendigvis, at 1. der faktisk er så mange 2. at de kan tage så mange ud eller 3. at de er særligt gode, mine æg.

Der er tilsyneladende så utroligt mange mennesker der er ulykkelige over ikke at kunne få børn - og som mangler en ægdonor - så jeg har stærkt overvejet at donere æg, når jeg nu alligevel selv skal igennem det cirkus at skulle stimuleres og have taget æg ud. (Jeg kan godt se, at det er lidt mere bøvlet at donere æg, hvis man nu overhovedet ikke alligevel skulle noget i den stil.)

Jeg har heller ikke noget sentimentalt forhold til mine æg. Jeg skal jo ikke bruge dem, så hvorfor ikke lade andre få glæde af dem (har samme holdning til mine organer når jeg dør - for min skyld kan de blive høstet alle sammen. Jeg er jo død, så jeg er ligeglad)

Der er dog følgende dilemma: Hvis jeg nu har supermange og supergode æg og de bare opfører sig helt optimalt i reagensglasset og jeg suger dem til mig, når de bliver lagt op, så kan jeg jo sagtens donere æg. Men spørgsmålet er så, om jeg igen vil komme til at få taget æg ud. Hvis jeg på den anden side ikke bliver befrugtet så godt og ikke suger æggene til mig, så skal jeg jo igennem møllen igen, men så har jeg måske også en indikation af, at jeg har brug for alle de æg jeg kan få?

Så what to do? Tænker, at første ægudtagning må være et forsøg, og så må jeg vurdere tingene efterfølgende.

Talte med dem om det på hospitalet i går, og de var meget begejstrede for tanken om ægdonation fordi de åbenbart bare mangler ægdonorer helt akut. Hvis man ønsker at donere æg, kan man læse mere her

Rutine

I forbindelse med det forsøg jeg deltager i, skal jeg forbi hospitalet ret ofte og have taget blodprøver og scannes. Det er da en lille smule bøvlet, at man skal på hospitalet så ofte - det er jo ikke fordi man ikke har andre ting at tage sig til - men det er på en måde meget rart.

Det er rart, at jeg bliver holdt øje med hele tiden. Det er rart, at der er nogle professionelle jeg kan spørge om alle mulige ting (så jeg ikke behøver læse om det på nettet, hvor der godt nok findes meget ulødigtbavl). Og så er det rart, at jeg har en fornemmelse af, at vi gør noget for det her børneprojekt.

Man stimulerer jo på forskellige måder for dels at få flere æg og dels at få dem befrugtet, men et langt stykke hen ad vejen skal man jo i virkeligheden bare vente på, at naturen går sin gang. Det er mærkeligt og frustrerende at være så handlingslammet. (Og jeg tror i øvrigt også det er derfor der er mange der gør alle mulige krumspring for at prøve at blive mere fertile og få deres æg til at hænge bedre fast når de er sat op osv osv)

Men det mærkelige er, at man - selvom man ellers er meget, meget blufærdig - næsten vænner sig til at smide tøjet i undersøgelseslokale, næsten (men kun næsten) kan ligge helt afslappet på briks med ben i bøjler og bliver scannet.

Nytårsforsæt nr 3

Nytårsforsæt nr 3 er det, der er sværest at offentliggøre og det er også årsagen til, at bloggen er anonym. Jeg har ikke lyst til, at min arbejdsplads skal vide, at dette ønske er et af mine 2013 nytårsforsæt. Der er desuden en stor del af min omgangskreds der heller ikke kender til dette ønske - primært fordi jeg har svært ved at tale om det.

Jeg er 36 år og jeg synes det er pinligt at sige, at jeg gerne vil være gravid i år

I know, det er mig den er helt gal med! Det er jo fuldstændig helt og aldeles normal gerne at ville have et barn. Af en eller anden grund kan jeg bare næsten ikke få det over mine læber. Det er ikke fordi jeg er fuldstændig defensiv og himler op om at alle børn er dumme og grimme. Jeg synes faktisk børn er søde, men der er alligevel langt derfra og til at sige at man selv gerne vil have en (her var jeg lige ved at skrive "at sige at man selv gerne vil være mor" men det kan jeg næsten ikke! Det er nødt til - i hvert fald her i første omgang at blive pakket ind i citationstegn og en parentes)

Min kæreste har prøvet on off i et års tid at blive gravide. I foråret gik vi til lægen for at blive testet, og der var intet galt med nogen af os. Min kæreste har en rigtig fin sædkvalitet. Alle de hormoner man tester på (AMH og FSH) så rigtig fine ud på mig, men vi bliver altså ikke bare lige gravide (det havde jeg ellers regnet med)

I løbet af sommeren og efteråret har vi været igennem 5-6 inseminationsforsøg men uden at der skete noget. Før jul blev jeg undersøgt med henblik på IVF på Riget. Jeg har meldt mig til et eksperiment, hvor man - hvis man har en AMH på over 30 - behandles med 100 enheder Puragon i stedet for de 150 man normal bliver givet. Jeg var til scanning i går og startede på Puragon i går aftes. 

Ca på 12-dagen skal jeg - afhængig af, hvordan mine æg udvikler sig - have taget æg ud. 

Hele det her børneprojekt er i øvrigt årsagen til mit nytårsforsæt nr. 1. Siden vi startede i behandling har jeg tænkt, at lige om lidt bliver jeg jo gravid og tyk, så derfor er der ingen grund til at spekulere så meget over at holde vægten, så nu spiser jeg lige lidt mere/spiser lidt usundt. Og ja! Jeg blev tykkere, men ikke på den rigtige måde. Så nu kører vi en model, hvor jeg enten bliver tynd eller også bliver gravidtyk.