Micro Management

Jeg har fået taget æg ud i dag. Sølle to æg blev det til trods 8-9 follikler. Efterfølgende spurgte jeg til, om de få æg skyldtes, at der simpelthen ikke var flere æg i folliklerne. Det mente lægen ikke, men de havde nok bare ikke været modne, og så kunne de ikke skylles ud.

Den manglende modenhed kom ikke supermeget bag på mig, da jeg sidste gang fik at vide, at det kunne være årsagen til, at kun 2 af 4 æg var blevet befrugtet. Og det var netop også derfor jeg til første scanning spurgte, om der var noget man kunne gøre for at undgå umodne æg, så jeg fik en recept på Pregnyl i stedet for Ovitrelle (som man ellers åbenbart normalt giver)

Til anden scanning spurgte jeg også indtil om man kunne vente lidt med ægudtagningen for at sikre, at æggene var modne, men det kunne man åbenbart ikke.

Og herefter kørte det hele lidt i hegnet og gør, at jeg fremover vil micro manage min behandling, dvs dobbelttjekke alt, stille spørgsmålstegn ved alt og ikke bare tage for givet, at jeg får den behandling der er mest optimal for mig.

Efter anden scanning havde jeg ikke ægløsningspræparat eller recept med, så jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg blev instrueret i at bruge Ovitrelle. Da jeg kom hjem og sammenlignede min recept med ægløsningsbrochuren, opdagede jeg, at jeg havde en recept på Pregnyl og burde have fået udleveret sprøjter og kanyler. Dagen efter havde jeg en vask veninde på besøg som selv har været i behandling mange gange, og hun opdagede, at jeg kun havde fået en halv dosis (5000 enheder) udleveret på apoteket. Så der gik lige lidt tid med at få indhentet alle de ting jeg skulle bruge.

Men jeg fik aldrig nogen instruktion i at bruge Pregnyl, hvilket ikke er rocket science-vanskeligt, men det er bare RET så vigtigt, at man ikke gør noget galt. Jeg fjumsede rundt med de forskellige flasker og kanyler og spildte noget af det, men måtte bare krydse fingre for, at jeg havde fået til strækkeligt med medicin. På hospitalet tog de det meget roligt. Jeg havde nok fået det, jeg skulle.

Efter jeg i dag fik taget æg ud, har jeg læst på nettet, at man muligvis kan få flere modne æg frem ved at  tage ægløsningssprøjten allerede 40 timer før ægudtagning. Jeg tog min ægløsningssprøjte 35 timer før ægudtagning. Hvorfor er det ikke blevet foreslået mig? Og hvorfor har de ikke bedre styr på, hvilke recepter folk får og hvilken instruktion de får?

Jeg har en fornemmelse af, at det her forsøg er mere eller mindre gået i vasken og jeg er lidt sur over det, fordi jeg har en fornemmelse af, at det måske kunne være gået anderledes. Eller der er i hvert fald der kunne være gået bedre.

Bacon-trang

Der kunne teoretisk set godt være en mulighed for, at jeg var blevet gravid på den naturlige måde (men jeg tror ikke rigtig på det. Jeg har overbevist mig selv om, vi er sådan nogle typer der er nødt til at blive behandlet i stort high-tech setup for at kunne blive gravide), så jeg lader naturligvis være med at drikke alkohol osv.

Men der er ingen tegn på graviditet. Ikke med mindre man regner med bacon-trang. Jeg fik en fantastisk lyst til bacon i går og konkluderede, at hvis bare det var økologisk bacon, så var det nok ok i forhold til gudinde-kuren (og lige i den forbindelse var jeg overrasket over 1. at det var så svært at få fat i økologisk bacon (spiser økomennesker ikke bacon?) og 2. at øko-bacon jo har en helt anden farve end almindelig bacon (hvilket nok er det der med tilsætning af nitrit, hvilket jeg i øvrigt aldrig har forstået. Jeg vil da hellere have brunligt svinekød end pinkt))

Stærk trang til bestemte fødevarer kan jo være et tegn på graviditet, men jeg synes nu ikke bacon-craving er så meget out of character for mig, at jeg tror, det kan være tegn på det ene eller det andet.

Ja hatten

For mig at se er der to forskellige mulige approaches (i hvert fald for mig). Jeg kan enten lægge mig hjem under dynen i fosterstilling med en pose ostepops og tude i to måneder. Eller jeg kan have ja hatten på og forsøge at fortælle mig selv, at

1. det er stadig early days med det her behandling
2. hvis jeg lykkes med min plan om at holde mig fra sukker, koffein og alkohol de næste to måneder, og hvis jeg taber mig 3,5 kg og hvis jeg får noget sol, så skal det nok lykkes næste gang
3. næste gang kommer der garanteret mange flere æg, og så kan vi få nogle af dem til frys 
4. man kan sagtens blive lykkelig uden børn. Faktisk er folk uden børn lykkeligere end folk med børn - indtil børnene er ca 18 år, så catcher folk med børn op på dem uden børn

Udfordringen er så bare, at fordi man går med approach nr 2, så er der folk (der ikke selv er i behandling og aldrig har været i behandling) som antager, at så er det der med fertilitetsbehandling nok bare en walk in the park. Og det lykkes jo for de fleste at blive gravide, så hvad piver vi i behandling dog over? Og i øvrigt virker vi jo positive, så vi har nok ingen bekymringer eller angst eller noget.

Det er en af de ting, jeg er virkelig vred over i dag: Folk der ikke er i behandling og aldrig har været det som forklejner (føles det som) det at være i behandling

For helvede!

Jeg tænkte i går morges, at jeg ikke rigtig var omtåget som jeg var i starten af ugen, og at jeg heller ikke havde kvalme eller noget. Men – tænkte jeg – det kan jo være, at forskellen på mig og min søster og mor er, at de vildt let bliver gravide men til gengæld helt vildt dårlige mens jeg ikke bliver det let men til gengæld er velsignet med ikke at få det så dårligt

Men ved 18-tiden opdagede jeg, at jeg havde fået mens. Jeg håbede på, at det bare var lidt pletblødning (selvom der var lidt for meget) fordi det var lidt brunligt i det (men det er nok pga stikpillerne det er sådan)

Det er desværre fortsat i dag :-( Jeg skal først testes med blodprøve på fredag – og skal jo blive ved med at tage stikpiller indtil da – men jeg ringer til dem i dag og hører, om jeg ikke kan blive testet lidt tidligere

I går aftes og i morges og formiddag har jeg været vildt rasende. Det er min måde at håndtere det på. På en eller anden måde er det også mere socialt acceptabelt at sidde ved computeren og se virkelig vred ud frem for at sidde og stortude. Men jeg må indrømme, at jeg har været nødt til at søge tilflugt på toilettet et par gange og lige fælde en tåre og komme til at se normal ud igen.

Min sorg og frustrationer går primært på - tror jeg - at skulle hele denne her behandlingsmølle igennem endnu engang (der kommer en liste over ting der er belastende ved fertilitetsbehandling senere) og så at det tager så længe før vi kan starte i behandling igen. Det bliver først efter påske, hvilket i mit hovede er om meget længe, og det her kommer til at virke som et regulært evighedsprojekt.

Sur og frustreret

Jeg er simpelthen så skidesur i dag. Og har faktisk været det sådan næsten uafbrudt de sidste 3 dage. Det føles som den største, ledeste omgang PMS (jeg har det ikke sådan her hver gang jeg skal have mens men en sjælden gang ind i mellem er jeg så sur som jeg er nu)

Jeg er naturligvis skidebange for, at surheden er et tegn på, at jeg får mens lige om lidt (under normale omstændigheder ville den komme i dag). Især fordi jeg blødte en lille bitte smule for to dage siden.

Jeg har egentlig været ved rimelig godt mod frem til nu mht behandlingen. Det værste der kunne ske ved, at det ikke lykkedes denne gang var, at vi så skulle i gang med endnu en besværlig behandling (synes altså det er besværligt med alt det man skal stikke sig med, og ægudtagningen er ubehagelig og det samme med ægoplægningen. Bivirkningerne af stikpillerne er rigtigt bøblede!) men i dag er jeg blevet bange for, at det her i virkeligheden er vores eneste skud i bøssen:

Jeg har taget al medicinen fuldstændig som jeg skulle, jeg har afholdt mig fra røg, alkohol og sport. Har skåret ned på sukker, har taget vitaminer (og ekstra D-vitamin) OG vi fik sat en meget flot blastocyst op. Hvad kan man næsten gøre mere?

Men OK, jeg må vel bare holde fast i, at selvom man sætter noget op, der umiddelbart ser fint ud, så er det ikke sikkert, det er sådan, og så længe jeg ikke har en full blown mens eller en negativ prøve, så er der håb endnu

Lidt senere

Der har ikke være mere blødning heldigvis (og alt i alt har det trods alt været ret lidt). Problemet er bare, at jeg aldrig rigtig har troet på det der med implantatblødning. Og når man googler IVF og blødning, vrimler det med historier om kvinder der er begyndt at bløde og som for alt i verden har ønsket at overbevise sig selv om, at det ikke behøvede at være menstruation. Alle historierne ender desværre med, at det viste sig, at det VAR menstruation.

Nå, men ellers er jeg rimelig PMS-irritabel til aften. Har fundet et sted med råd til, hvordan man kan spise sig fra PMS symptomer. Irritationen skulle skyldes et lavt indhold af progesteron i blodet. Det mener jeg dog ikke kan passe på mig.

Læs mere om, hvordan man (muligvis) kan slippe for PMS ved at ændre lidt på kosten her

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst

Ægdelinger

Jeg fik taget æg ud i går, søndag, og skal i morgen, tirsdag, ringe for at høre, om de har delt sig. Jeg var virkelig trist til morgen fordi jeg var lidt skuffet over, at vi ikke fik mere end 4 æg ud og så var jeg nervøs for at skulle ringe til hospitalet i morgen.

Jeg frygter jo, at de siger, at ingen af æggene har delt sig. Men tristessen i morges skyldtes også, at selv hvis vi får at vide, at æggene har delt sig fint, så er det jo kun en stakket frist. For så skal vi vente til fredag for at se, hvordan æggene så har det. Og herefter skal de sættes op, og så skal man være bange for, om de nu sætter sig fast eller hvordan. Det er som om man ikke rigtig kan vinde her.

Jeg har tænkt en del (naturligvis) over det her fertilitet og reproduktion på det sidste. Min kæreste fungerer fint og i søndags fortalte de, at hans sædprøve var den bedste de havde fået ind den dag. Så hvorfor er det så, at vi ikke bliver gravide, selvom jeg tilsyneladende burde være fertil? Måske fordi der er noget galt med mig og mine æg?

Jeg har en del veninder der er og har været i behandling, og det lader til, at der findes lige så mange forskellige sorger over infertilitet som der findes kvinder. Min sorg - hvis vi aldrig får børn - er naturligvis over ikke at få et barn at elske men det handler også (lige på dette tidspunkt i hvert fald) om, at jeg vil føle mig mislykket, hvis jeg ikke er i stand til at reproducere mig selv.

Jeg har altid troet, at jeg var meget fertil, for det er min mor og hun begyndte nærmest at tale om p-piller allerede da jeg var så lille, at jeg stadig klatrede i træer (måske lige tidligt nok) "for vi bliver så let gravide i vores familie". Tal for dig selv! tænker jeg nu nogenogtyve år senere.

Jeg tænker, at mange mænd med dårlig sædkvalitet må have det lidt som mig. Man lever i en ekstrem performancekultur, hvor vilkårene ofte er sådan, at man kan få det nogen lunde som man vil, hvis man arbejder hårdt nok. Og så sidder man pludselig i det her fertilitetscirkus og kan ikke gøre noget. Det eneste man har gjort er at få delt en uheldig hånd i det genetiske pokerspil, og man kan ikke gøre noget. Dvs man kan gå i behandling, men behandlingen og resultaterne af behandlingen virker ind i mellem også lidt tilfældigt.

Mht i morgen: Jeg bliver virkelig ulykkelig, hvis det viser sig, at ingen af æggene har delt sig. Jeg er dog begyndt at line undskyldninger op: Jeg havde høj feber 3 dage i sidste uge og jeg tænker, at det måske kan have haft en uheldig effekt på æggene. Det her er vores første IVF forsøg, så de skal nok også lige skyde sig ind på hvilken medicin jeg skal have og hvor meget.

Ægudtagning

Jeg var på hospitalet i dag for at få taget æg ud og var på forhånd ret nervøs for det. Dels var jeg bange for, at ægudtagningen skulle gøre ondt og dels var jeg bange for, at der ikke ville kunne udtages nogen eller at de kunne bruges.

Min veninde (der er en ren veteran indenfor fertilitetsbehandling) har på et tidspunkt nævnt noget om "det smertehelvede" hun oplevede ved en ægudtagning. Det stod meget tydeligt for mig før min ægudtagning og det virkede ikke fremmende for afslappethed i forhold til ægudtagning.

Jeg havde aftalt med den sygeplejerske der plejer at tage sig af os, at hun ikke skulle være nærig med morfinen under ægudtagningen. Den første hospitalsperson vi mødte i dag var desværre ikke vores sædvanlige sygeplejerske men en anden der så ud som om hun godt kunne finde på at være nærig med morfinen (Feks syntes jeg ikke, hun var særlig gentle i forbindelse med at jeg skulle have lagt en dropindgang i armen og der var måske ikke lige den bedste kemi), så det blev jeg lidt ekstra nervøs over.

Jeg fik to panodiler og en beroligende pille og ventede på, at den skulle gå i gang.

Da selve ægudtagningen skulle rigtig i gang var der en del mindre "nu skal du bare lægge dig ned og slappe af og lade være med at være bange" end jeg havde regnet med. Til gengæld var der en del mere med selv at skulle gå rundt med bar numse og bare fødder.

Det hele var meget rodet og startede med, at jeg skulle tage mit tøj af på et toilet (her havde jeg forventet en form for omklædningsrum eller noget) Jeg havde selv taget skisokker med fordi jeg ikke ville fryse om tærene, så efter afklædning sjoskede jeg med bar røv og skisokker ind til briksen.

Op på briksen og så virkede det lidt vel effektivt som om jeg bare lige skulle have benene i bøjlerne, så ville de mase nålen op i mig og fiske æg ud, men sådan var det dog ikke helt

Jeg pev nok en del over ikke at kunne mærke morfin eller beroligende så jeg fik noget ekstra. Jeg fik også lagt kateter fordi min blære åbenbart ikke var helt tømt, men på det tidspunkt har jeg nok været rimelig dopet. I hvert fald var kateter, lokalbedøvelse af livmoderen (jeg tror, det er den der bliver lokalbedøvet) og udtagning af æg ikke så slemt.

Det var vist meningen, at jeg selv skulle kunne gå ind på en anden stue til en slags opvågning (måske i bar røv?) men jeg blev kørt derind tror jeg. Husker faktisk ikke, om jeg havde noget over mig. Jeg lå en halv times tid, og så havde jeg det faktisk ok.

Jeg skal ringe til dem på tirsdag for at høre, hvordan det er gået med befrugtning und alles.

Ægdonation

Jeg har muligvis en del æg (der er i hvert fald tegn i den retning), men det betyder jo ikke nødvendigvis, at 1. der faktisk er så mange 2. at de kan tage så mange ud eller 3. at de er særligt gode, mine æg.

Der er tilsyneladende så utroligt mange mennesker der er ulykkelige over ikke at kunne få børn - og som mangler en ægdonor - så jeg har stærkt overvejet at donere æg, når jeg nu alligevel selv skal igennem det cirkus at skulle stimuleres og have taget æg ud. (Jeg kan godt se, at det er lidt mere bøvlet at donere æg, hvis man nu overhovedet ikke alligevel skulle noget i den stil.)

Jeg har heller ikke noget sentimentalt forhold til mine æg. Jeg skal jo ikke bruge dem, så hvorfor ikke lade andre få glæde af dem (har samme holdning til mine organer når jeg dør - for min skyld kan de blive høstet alle sammen. Jeg er jo død, så jeg er ligeglad)

Der er dog følgende dilemma: Hvis jeg nu har supermange og supergode æg og de bare opfører sig helt optimalt i reagensglasset og jeg suger dem til mig, når de bliver lagt op, så kan jeg jo sagtens donere æg. Men spørgsmålet er så, om jeg igen vil komme til at få taget æg ud. Hvis jeg på den anden side ikke bliver befrugtet så godt og ikke suger æggene til mig, så skal jeg jo igennem møllen igen, men så har jeg måske også en indikation af, at jeg har brug for alle de æg jeg kan få?

Så what to do? Tænker, at første ægudtagning må være et forsøg, og så må jeg vurdere tingene efterfølgende.

Talte med dem om det på hospitalet i går, og de var meget begejstrede for tanken om ægdonation fordi de åbenbart bare mangler ægdonorer helt akut. Hvis man ønsker at donere æg, kan man læse mere her

Nytårsforsæt nr 3

Nytårsforsæt nr 3 er det, der er sværest at offentliggøre og det er også årsagen til, at bloggen er anonym. Jeg har ikke lyst til, at min arbejdsplads skal vide, at dette ønske er et af mine 2013 nytårsforsæt. Der er desuden en stor del af min omgangskreds der heller ikke kender til dette ønske - primært fordi jeg har svært ved at tale om det.

Jeg er 36 år og jeg synes det er pinligt at sige, at jeg gerne vil være gravid i år

I know, det er mig den er helt gal med! Det er jo fuldstændig helt og aldeles normal gerne at ville have et barn. Af en eller anden grund kan jeg bare næsten ikke få det over mine læber. Det er ikke fordi jeg er fuldstændig defensiv og himler op om at alle børn er dumme og grimme. Jeg synes faktisk børn er søde, men der er alligevel langt derfra og til at sige at man selv gerne vil have en (her var jeg lige ved at skrive "at sige at man selv gerne vil være mor" men det kan jeg næsten ikke! Det er nødt til - i hvert fald her i første omgang at blive pakket ind i citationstegn og en parentes)

Min kæreste har prøvet on off i et års tid at blive gravide. I foråret gik vi til lægen for at blive testet, og der var intet galt med nogen af os. Min kæreste har en rigtig fin sædkvalitet. Alle de hormoner man tester på (AMH og FSH) så rigtig fine ud på mig, men vi bliver altså ikke bare lige gravide (det havde jeg ellers regnet med)

I løbet af sommeren og efteråret har vi været igennem 5-6 inseminationsforsøg men uden at der skete noget. Før jul blev jeg undersøgt med henblik på IVF på Riget. Jeg har meldt mig til et eksperiment, hvor man - hvis man har en AMH på over 30 - behandles med 100 enheder Puragon i stedet for de 150 man normal bliver givet. Jeg var til scanning i går og startede på Puragon i går aftes. 

Ca på 12-dagen skal jeg - afhængig af, hvordan mine æg udvikler sig - have taget æg ud. 

Hele det her børneprojekt er i øvrigt årsagen til mit nytårsforsæt nr. 1. Siden vi startede i behandling har jeg tænkt, at lige om lidt bliver jeg jo gravid og tyk, så derfor er der ingen grund til at spekulere så meget over at holde vægten, så nu spiser jeg lige lidt mere/spiser lidt usundt. Og ja! Jeg blev tykkere, men ikke på den rigtige måde. Så nu kører vi en model, hvor jeg enten bliver tynd eller også bliver gravidtyk.