Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)

Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

Biokemisk gravditet II

Der var ikke spor af en biokemisk graviditet i blodprøven. Øv.

Jeg kan egentlig godt undre mig over, at ulykkeligheden trods alt ikke varer ved i længere tid. Der er som om det tager en formiddag at komme sig over de dårlige nyheder. Et eller andet sted bliver jeg jo ikke mindre gravid af at have fået en negativ test. Og eftersom jeg aldrig har været så meget som biokemisk gravid, er det heller ikke min skyld (pga en gå tur i koldt vejr/en kop kaffe/[indsæt selv hvad man kan slå sig selv oveni hovedet med)

Det er jo bare at komme videre i processen og så glæde sig over, at man i det mindste ikke længere behøver proppe sig med stikpillerne. De bliver altså aldrig min ven!

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst

Blastocyst!

Jeg havde lidt den forestilling, at hvis æggene klarede sig gennem 1. befrugtning og 2. ægdeling, så var man rimelig sikker på, at de nok skulle klare sig. Men sådan er det åbenbart langt fra.

Vi ringede til hospitalet i morges som vi skulle, og af vores to befrugtede, delte æg, var det ene nu en blastocyst. (Muligvis er den korrekte, tekniske term "Morula", men på hospitalet kaldte de det en blastocyst)

Under normale omstændigheder ville de kun dyrke æggene til 5. dagen, hvis der var mindst 5 befrugtede æg og når de dyrkede vores æg så længe, så er det kun pga det forsøg vi deltager i. Jeg tror selv, at de på hospitalet var lidt overraskede over, at der ud af vores sølle to befrugtede æg kom en blastocyst.

Hvis vi nu ikke havde været i det her forsøg, så ville de have lagt vores to befrugtede, delte æg op i tirsdags, og så ville vi i princippet have en dobbelt så stor chance for at blive gravide eller i princippet kunne få tvillinger. Men i virkeligheden ville det ene æg vel også være gået til i livmoderen og så havde det bare lige varet lidt længere før man havde fundet ud af, at det var gået til? Eller er der bedre overlevelseschancer i livmoderen?

Det er lidt underligt med det her fertilitet. der er altid kun to udgange af en situation: Liv eller død. Enten dør ægget eller også lever det. Men at det lever er ikke en garanti for, at det bliver til noget.

Jeg har meget ofte en fornemmelse af - med det her fertilitet - at det er lidt trial and error. Man kører derud af med nogle processer men man ved i bund og grund ikke hvorfor de virker eller (og det er måske vigtigst af alt) hvornår de virker

I princippet skal det jo gå voldsomt ned ad bakke med en kvindes fertilitet efter hun er fyldt 35-36 år. Min veninde har vel prøvet at blive gravid ved hjælp af ICSI (fordi hendes kæreste har en meget dårlig sædkvalitet) siden hun var 34. Hun har gradvist produceret flere og flere æg, og der er flere og flere der er blevet befrugtet og har delt sig, men hun blev altså ikke gravid selvom hun var igennem mange behandlingsforsøg.

I løbet af sommeren gik hun og kæresten og overvejede hvad de så skulle og i efteråret var hendes menstruation pludselig forsinket. Men det kunne jo ikke passe...kunne det vel? 12 graviditetstests (de var på tilbud i Matas for 3 stk, så hun fik overbevist sig selv om, at det sikkert var fordi de var defekte, at Matas solgte dem billigt) senere kunne hun konstatere, at hun var gravid. Og der var hjertelyd og nakkefoldsscanningen gik fint og alt ser fint ud.

Efter den historie blev jeg meget skeptisk overfor videnskaben. De hjælper helt sikkert på processen, men jeg tror ikke, de ved en skid!