Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)

Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

Biokemisk gravditet II

Der var ikke spor af en biokemisk graviditet i blodprøven. Øv.

Jeg kan egentlig godt undre mig over, at ulykkeligheden trods alt ikke varer ved i længere tid. Der er som om det tager en formiddag at komme sig over de dårlige nyheder. Et eller andet sted bliver jeg jo ikke mindre gravid af at have fået en negativ test. Og eftersom jeg aldrig har været så meget som biokemisk gravid, er det heller ikke min skyld (pga en gå tur i koldt vejr/en kop kaffe/[indsæt selv hvad man kan slå sig selv oveni hovedet med)

Det er jo bare at komme videre i processen og så glæde sig over, at man i det mindste ikke længere behøver proppe sig med stikpillerne. De bliver altså aldrig min ven!

Blastocyst growing

Før jeg var til informationsmøde om reagensglasbehandling havde jeg simpelthen ikke fattet al den snak om "gode æg" og "ikke så gode æg". Jeg tænkte, at et befrugtet æg vel var et befrugtet æg, og hvor mange nuancer kunne der lige være af det?

Men på informationsmødet gik det op for mig, at der kan være lidt grums i ægget ud over cellerne, og det er åbenbart ikke så godt (heraf de ikke så gode æg)

Jeg synes faktisk ikke, det er SÅ nemt at finde virkelig brugbar information på nettet om ægdeling. Jeg ville gerne finde nogle billeder, så jeg kunne vise feks mine forældre hvad de her ting handler om (næsten hver gang jeg taler med min far om det her behandling refererer han til en vittighed han engang har hørt om, hvordan rummænd laver børn, så det er nok liiiiidt fjernt for ham) så det kan blive lidt mere håndgribeligt og forståeligt for dem.

Jeg har dog fundet det her time lapse af processen fra et befrugtet æg deler sig første gang til det er blevet en blastocyst.

Ægdelingsstatus

Vi var meget nervøse (eller jeg var i hvert fald) da vi ringede for at høre til vores æg i går morges. Først ringede vi for tidligt så der ikke var kigget på vores æg endnu og pinen blev trukket lidt længere ud. Da vi ringede tilbage var den sygeplejerske vil talte med helt glad i stemmen, og det lettede jo det hele lidt.

Det ene af de 4 æg havde være umodent, så det kunne ikke befrugtes. Det næste var en tom skal (hvilket muligvis også er et umodent æg, det var lidt svært at forstå) men de to sidste var heldigvis blevet befrugtet. Det ene var et flot 4 cellet æg og den andet havde 3 celler men så ok ud. Så vi krydsede fingre for, at det går med det hele

Jeg var virkelig lettet efter den samtale. For første gang virkede det som om det kunne være en mulighed at blive gravid. (Faktisk har jeg aldrig nogen sinde kunne se for mig mig med en positiv graviditetstest) Vi havde sgu befrugtet et æg og det levede! (Og pist væk var alle frygtscenarier om æg der var fuldstændig immune overfor befrugtende sæd eller æg der ikke kunne leve i mere end 10 sekunder)

Jeg skulle tirsdag morgen starte på progesteron stikpiller (uf!) og jeg har et eller andet med hybris. Jeg er bange for, at hvis jeg tager det alt for givet, at behandlingen her vil gå godt (og jeg agerer efter det), så bliver jeg straffet og så går det helt galt. Allerhelst ville jeg faktisk have ladet være med at tage stikpillerne før jeg vidste om æggene havde delt sig, men det kunne ikke lade sig gøre rent logistikmæssigt. Så jeg var modig og tog chancen og tog stikpillerne FØR vi havde hørt om vores æg

Min kæreste ringede igen i dag til hospitalet (jeg havde nogle møder så det kunne simpelthen ikke lade sig gøre for mig at ringe) og det æg der kun var 3 cellet i går havde "cathcet up", så lige nu ser det ud til, at vi har to ok æg. Yay!

De kigger ikke på æggene i morgen så vi skal først checke med dem igen på fredag, hvor ægoplægningen skal finde sted. Jeg håber på, at de to sidste dages gode takter er en indikation af, at æggene nok skal være fine på fredag. Jeg krydser fingre!

Ægdelinger

Jeg fik taget æg ud i går, søndag, og skal i morgen, tirsdag, ringe for at høre, om de har delt sig. Jeg var virkelig trist til morgen fordi jeg var lidt skuffet over, at vi ikke fik mere end 4 æg ud og så var jeg nervøs for at skulle ringe til hospitalet i morgen.

Jeg frygter jo, at de siger, at ingen af æggene har delt sig. Men tristessen i morges skyldtes også, at selv hvis vi får at vide, at æggene har delt sig fint, så er det jo kun en stakket frist. For så skal vi vente til fredag for at se, hvordan æggene så har det. Og herefter skal de sættes op, og så skal man være bange for, om de nu sætter sig fast eller hvordan. Det er som om man ikke rigtig kan vinde her.

Jeg har tænkt en del (naturligvis) over det her fertilitet og reproduktion på det sidste. Min kæreste fungerer fint og i søndags fortalte de, at hans sædprøve var den bedste de havde fået ind den dag. Så hvorfor er det så, at vi ikke bliver gravide, selvom jeg tilsyneladende burde være fertil? Måske fordi der er noget galt med mig og mine æg?

Jeg har en del veninder der er og har været i behandling, og det lader til, at der findes lige så mange forskellige sorger over infertilitet som der findes kvinder. Min sorg - hvis vi aldrig får børn - er naturligvis over ikke at få et barn at elske men det handler også (lige på dette tidspunkt i hvert fald) om, at jeg vil føle mig mislykket, hvis jeg ikke er i stand til at reproducere mig selv.

Jeg har altid troet, at jeg var meget fertil, for det er min mor og hun begyndte nærmest at tale om p-piller allerede da jeg var så lille, at jeg stadig klatrede i træer (måske lige tidligt nok) "for vi bliver så let gravide i vores familie". Tal for dig selv! tænker jeg nu nogenogtyve år senere.

Jeg tænker, at mange mænd med dårlig sædkvalitet må have det lidt som mig. Man lever i en ekstrem performancekultur, hvor vilkårene ofte er sådan, at man kan få det nogen lunde som man vil, hvis man arbejder hårdt nok. Og så sidder man pludselig i det her fertilitetscirkus og kan ikke gøre noget. Det eneste man har gjort er at få delt en uheldig hånd i det genetiske pokerspil, og man kan ikke gøre noget. Dvs man kan gå i behandling, men behandlingen og resultaterne af behandlingen virker ind i mellem også lidt tilfældigt.

Mht i morgen: Jeg bliver virkelig ulykkelig, hvis det viser sig, at ingen af æggene har delt sig. Jeg er dog begyndt at line undskyldninger op: Jeg havde høj feber 3 dage i sidste uge og jeg tænker, at det måske kan have haft en uheldig effekt på æggene. Det her er vores første IVF forsøg, så de skal nok også lige skyde sig ind på hvilken medicin jeg skal have og hvor meget.