Viser opslag med etiketten hormon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hormon. Vis alle opslag

onsdag den 10. april 2013

Følelser i procent

En stor del af det her behandlingsforløb handler om skyld. Fra hospitalets side er der meget få ting man ikke må, men når man kigger bredere end det (feks på internettet), er listen over forbudte ting næsten uendelig. Det betyder også, at listen over skyld-fremkaldende handlinger næsten er uendelig.

Omkring de dage, hvor jeg skal have lagt æg op næste gang, er jeg blevet inviteret til en weekendtur. Om jeg tager med på den tur eller ej (forudsat at det kan lade sig gøre i forhold til hospitalsbesøg) har sikkert ingen betydning for, om jeg bliver gravid eller ej. Problemet er bare, at hvis jeg tager med på den tur og det ikke lykkes denne gang, så er der bare lagt op til den hel store skyld-fest

De følelser en behandling består af fordeler sig – for mit vedkommende – således:
  • Skyld: 45%
  • Frygt for aldrig at få et barn:  5%
  • Følelse af utilstrækkelighed: 50%




torsdag den 14. februar 2013

Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)


Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

søndag den 3. februar 2013

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst