Biokemisk gravditet II

Der var ikke spor af en biokemisk graviditet i blodprøven. Øv.

Jeg kan egentlig godt undre mig over, at ulykkeligheden trods alt ikke varer ved i længere tid. Der er som om det tager en formiddag at komme sig over de dårlige nyheder. Et eller andet sted bliver jeg jo ikke mindre gravid af at have fået en negativ test. Og eftersom jeg aldrig har været så meget som biokemisk gravid, er det heller ikke min skyld (pga en gå tur i koldt vejr/en kop kaffe/[indsæt selv hvad man kan slå sig selv oveni hovedet med)

Det er jo bare at komme videre i processen og så glæde sig over, at man i det mindste ikke længere behøver proppe sig med stikpillerne. De bliver altså aldrig min ven!

Hvis intet er så skidt at det ikke er godt for noget

Jeg forbereder mig så småt på, at det ikke bliver til noget med denne her blastocyst (så bliver jeg forhåbeligt ikke så skuffet, hvis jeg pludselig får fuldblows mens og/eller negativ test). Jeg synes ikke, mine symptomer er så markante mere, og jeg er naturligvis bekymret for, at det kan være et varsel om, at det er fordi jeg er tilbage til bare at være mig og ikke mig + en levende blastocyst.

Hvad kan man dog overhovedet finde af positive ting ved, at vi måske igen skal igennem hele det her fertilitetscirkus - som jo ikke er nogen fest? Jeg tænker, at jeg jo faktisk gerne vil have flere børn. Den blastocyst jeg har fået sat op nu bliver nok kun til ét barn, hvis vi er heldige bliver det et barn! og vi har ingen æg i frysebanken, så hvis det lykkes denne gang og vi gerne vil have et barn mere, så skal vi nok igennem hele møllem igen. Sådan ville det måske ikke være, hvis vi havde haft nogle flere æg der havde delt sig. Så kunne vi på et senere tidspunkt få sat dem op.

Men det hele er jo bare baseret på hvis og hvis min røv er spids. Foreløbigt ved jeg slet ikke, hvordan det går blastocysten. Og jeg ved jo ikke om vi ville få flere æg ud, hvis vi prøver igen. Eller om der vil være så mange der deler sig, at nogle kan fryses. Og jeg ved i øvrigt heller ikke, om det så vil lykkes med nogle af de æg.

Noget af det, der er mest underligt - når man ellers er en rimelig rationel person - i det her fertilitetscirkus er, at man nemt kommer til næsten at fare vildt i forskellige hvis og hvis scenarier. Det er ret svært at holde fast i sig selv og sin egen fornuft. Især hvis man har god tid til at tænke over de her ting

Sur og frustreret

Jeg er simpelthen så skidesur i dag. Og har faktisk været det sådan næsten uafbrudt de sidste 3 dage. Det føles som den største, ledeste omgang PMS (jeg har det ikke sådan her hver gang jeg skal have mens men en sjælden gang ind i mellem er jeg så sur som jeg er nu)

Jeg er naturligvis skidebange for, at surheden er et tegn på, at jeg får mens lige om lidt (under normale omstændigheder ville den komme i dag). Især fordi jeg blødte en lille bitte smule for to dage siden.

Jeg har egentlig været ved rimelig godt mod frem til nu mht behandlingen. Det værste der kunne ske ved, at det ikke lykkedes denne gang var, at vi så skulle i gang med endnu en besværlig behandling (synes altså det er besværligt med alt det man skal stikke sig med, og ægudtagningen er ubehagelig og det samme med ægoplægningen. Bivirkningerne af stikpillerne er rigtigt bøblede!) men i dag er jeg blevet bange for, at det her i virkeligheden er vores eneste skud i bøssen:

Jeg har taget al medicinen fuldstændig som jeg skulle, jeg har afholdt mig fra røg, alkohol og sport. Har skåret ned på sukker, har taget vitaminer (og ekstra D-vitamin) OG vi fik sat en meget flot blastocyst op. Hvad kan man næsten gøre mere?

Men OK, jeg må vel bare holde fast i, at selvom man sætter noget op, der umiddelbart ser fint ud, så er det ikke sikkert, det er sådan, og så længe jeg ikke har en full blown mens eller en negativ prøve, så er der håb endnu

Konstateringer

Jeg kan konstatere, at jeg er 1. dødhamrende træt for tiden 2. de sidste par dage har haft megaømme bryster 3. de sidste to dage har haft ondt i lænden og 4. har lidt rumlen i maven.

Hvis jeg går ind på Countdowntopregnancy.com og søger på symptomer 10 days past ovulation, så ser de mest almindelige symptomer således ud:

Altså alt sammen noget der kunne tyde på en graviditet. Men på den anden side kan man også sagtens have de symptomer uden at være gravid. Især fordi jeg jo propper mig med progesteron, som kan medføre lige præcis træthed, ømme bryster, rumlen i maven og ondt i lænden.

Jeg kan altså bare konstatere, at der sker noget med mig for tiden, men det er ikke til at sige, om det er et resultat af det ene eller det andet.

Lidt senere

Der har ikke være mere blødning heldigvis (og alt i alt har det trods alt været ret lidt). Problemet er bare, at jeg aldrig rigtig har troet på det der med implantatblødning. Og når man googler IVF og blødning, vrimler det med historier om kvinder der er begyndt at bløde og som for alt i verden har ønsket at overbevise sig selv om, at det ikke behøvede at være menstruation. Alle historierne ender desværre med, at det viste sig, at det VAR menstruation.

Nå, men ellers er jeg rimelig PMS-irritabel til aften. Har fundet et sted med råd til, hvordan man kan spise sig fra PMS symptomer. Irritationen skulle skyldes et lavt indhold af progesteron i blodet. Det mener jeg dog ikke kan passe på mig.

Læs mere om, hvordan man (muligvis) kan slippe for PMS ved at ændre lidt på kosten her

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst

Blastocyst growing

Før jeg var til informationsmøde om reagensglasbehandling havde jeg simpelthen ikke fattet al den snak om "gode æg" og "ikke så gode æg". Jeg tænkte, at et befrugtet æg vel var et befrugtet æg, og hvor mange nuancer kunne der lige være af det?

Men på informationsmødet gik det op for mig, at der kan være lidt grums i ægget ud over cellerne, og det er åbenbart ikke så godt (heraf de ikke så gode æg)

Jeg synes faktisk ikke, det er SÅ nemt at finde virkelig brugbar information på nettet om ægdeling. Jeg ville gerne finde nogle billeder, så jeg kunne vise feks mine forældre hvad de her ting handler om (næsten hver gang jeg taler med min far om det her behandling refererer han til en vittighed han engang har hørt om, hvordan rummænd laver børn, så det er nok liiiiidt fjernt for ham) så det kan blive lidt mere håndgribeligt og forståeligt for dem.

Jeg har dog fundet det her time lapse af processen fra et befrugtet æg deler sig første gang til det er blevet en blastocyst.

Blastocyst!

Jeg havde lidt den forestilling, at hvis æggene klarede sig gennem 1. befrugtning og 2. ægdeling, så var man rimelig sikker på, at de nok skulle klare sig. Men sådan er det åbenbart langt fra.

Vi ringede til hospitalet i morges som vi skulle, og af vores to befrugtede, delte æg, var det ene nu en blastocyst. (Muligvis er den korrekte, tekniske term "Morula", men på hospitalet kaldte de det en blastocyst)

Under normale omstændigheder ville de kun dyrke æggene til 5. dagen, hvis der var mindst 5 befrugtede æg og når de dyrkede vores æg så længe, så er det kun pga det forsøg vi deltager i. Jeg tror selv, at de på hospitalet var lidt overraskede over, at der ud af vores sølle to befrugtede æg kom en blastocyst.

Hvis vi nu ikke havde været i det her forsøg, så ville de have lagt vores to befrugtede, delte æg op i tirsdags, og så ville vi i princippet have en dobbelt så stor chance for at blive gravide eller i princippet kunne få tvillinger. Men i virkeligheden ville det ene æg vel også være gået til i livmoderen og så havde det bare lige varet lidt længere før man havde fundet ud af, at det var gået til? Eller er der bedre overlevelseschancer i livmoderen?

Det er lidt underligt med det her fertilitet. der er altid kun to udgange af en situation: Liv eller død. Enten dør ægget eller også lever det. Men at det lever er ikke en garanti for, at det bliver til noget.

Jeg har meget ofte en fornemmelse af - med det her fertilitet - at det er lidt trial and error. Man kører derud af med nogle processer men man ved i bund og grund ikke hvorfor de virker eller (og det er måske vigtigst af alt) hvornår de virker

I princippet skal det jo gå voldsomt ned ad bakke med en kvindes fertilitet efter hun er fyldt 35-36 år. Min veninde har vel prøvet at blive gravid ved hjælp af ICSI (fordi hendes kæreste har en meget dårlig sædkvalitet) siden hun var 34. Hun har gradvist produceret flere og flere æg, og der er flere og flere der er blevet befrugtet og har delt sig, men hun blev altså ikke gravid selvom hun var igennem mange behandlingsforsøg.

I løbet af sommeren gik hun og kæresten og overvejede hvad de så skulle og i efteråret var hendes menstruation pludselig forsinket. Men det kunne jo ikke passe...kunne det vel? 12 graviditetstests (de var på tilbud i Matas for 3 stk, så hun fik overbevist sig selv om, at det sikkert var fordi de var defekte, at Matas solgte dem billigt) senere kunne hun konstatere, at hun var gravid. Og der var hjertelyd og nakkefoldsscanningen gik fint og alt ser fint ud.

Efter den historie blev jeg meget skeptisk overfor videnskaben. De hjælper helt sikkert på processen, men jeg tror ikke, de ved en skid!