Reproduktionsdvale

Skal vi ikke snakke om min mens? Jow dét skal vi da! Vi skal lige omkring, at jeg efter de to første dage af mens normalt kan klare mig med trusseindlæg de næste par dage. Mere bløder jeg sgu ikke. Normalt altså. Efter denne her omgang fertilitetsbehandling og hormondoping har mens været meget kraftigere. Fra søndag aften til lørdag (!) har jeg været nødt til at bruge bind eller tampon (efter jeg stoppede med stikpillerne)

Jeg tænker så, at kvinder normalt bliver kønsmodne når de er en 12-13-14 år. På det tidspunkt er reproduktionsapparatet parat og hver måned siger livmoderen Er I klar guys! Lige om lidt kommer der et befrugtet æg som vi skal have fat i og som skal sætte sig fast. Yay! Go team!

Efter et par år er livmoderen måske knap så entutiastisk men har dog stadig håbet i behold og prøver at holde humøret oppe: Det kan godt være, vi ikke har været heldige de sidste par gange, men denne her gang tror jeg på det! Så hold jer klar! Det er nu det sker!

Når kvinden så er i 30'erne og tænker, at kroppen måske kunne bruges til noget andet og mere end bare at transportere hendes hoved omkring - måske kunne den bruges til at få et par børn endda - så er reproduktionsapparatet TRÆT! Det har heppet og hujet og håbet i ÅREVIS uden der er sket en skid, so why bother bare fordi det er den tid på måneden?

Jeg tænker, om det kan være sådan noget der sker med moderne kvinder der gerne lige vil nå lidt forskellige ting og blive klar, før de begynder at reproducere sig selv, at deres reproduktionssystem måske går lidt i dvale med tiden. Der kan jo ske underlige ting med kroppen, hvis man venter med at få børn - feks er der større risiko for at udvikle visse former for brystkræft, hvis man først får børn sent. Så hvorfor ikke også reproduktionsdvale?

Ovenstående er helt og aldeles min egen teori og jeg har intet belæg for den, men jeg kan da godt håbe på, at der kunne være noget om den og at mit ændrede mens-mønster måske var et udtryk for, at reproduktionsanlægget lige blev kickstartet.

For helvede!

Jeg tænkte i går morges, at jeg ikke rigtig var omtåget som jeg var i starten af ugen, og at jeg heller ikke havde kvalme eller noget. Men – tænkte jeg – det kan jo være, at forskellen på mig og min søster og mor er, at de vildt let bliver gravide men til gengæld helt vildt dårlige mens jeg ikke bliver det let men til gengæld er velsignet med ikke at få det så dårligt

Men ved 18-tiden opdagede jeg, at jeg havde fået mens. Jeg håbede på, at det bare var lidt pletblødning (selvom der var lidt for meget) fordi det var lidt brunligt i det (men det er nok pga stikpillerne det er sådan)

Det er desværre fortsat i dag :-( Jeg skal først testes med blodprøve på fredag – og skal jo blive ved med at tage stikpiller indtil da – men jeg ringer til dem i dag og hører, om jeg ikke kan blive testet lidt tidligere

I går aftes og i morges og formiddag har jeg været vildt rasende. Det er min måde at håndtere det på. På en eller anden måde er det også mere socialt acceptabelt at sidde ved computeren og se virkelig vred ud frem for at sidde og stortude. Men jeg må indrømme, at jeg har været nødt til at søge tilflugt på toilettet et par gange og lige fælde en tåre og komme til at se normal ud igen.

Min sorg og frustrationer går primært på - tror jeg - at skulle hele denne her behandlingsmølle igennem endnu engang (der kommer en liste over ting der er belastende ved fertilitetsbehandling senere) og så at det tager så længe før vi kan starte i behandling igen. Det bliver først efter påske, hvilket i mit hovede er om meget længe, og det her kommer til at virke som et regulært evighedsprojekt.

Sur og frustreret

Jeg er simpelthen så skidesur i dag. Og har faktisk været det sådan næsten uafbrudt de sidste 3 dage. Det føles som den største, ledeste omgang PMS (jeg har det ikke sådan her hver gang jeg skal have mens men en sjælden gang ind i mellem er jeg så sur som jeg er nu)

Jeg er naturligvis skidebange for, at surheden er et tegn på, at jeg får mens lige om lidt (under normale omstændigheder ville den komme i dag). Især fordi jeg blødte en lille bitte smule for to dage siden.

Jeg har egentlig været ved rimelig godt mod frem til nu mht behandlingen. Det værste der kunne ske ved, at det ikke lykkedes denne gang var, at vi så skulle i gang med endnu en besværlig behandling (synes altså det er besværligt med alt det man skal stikke sig med, og ægudtagningen er ubehagelig og det samme med ægoplægningen. Bivirkningerne af stikpillerne er rigtigt bøblede!) men i dag er jeg blevet bange for, at det her i virkeligheden er vores eneste skud i bøssen:

Jeg har taget al medicinen fuldstændig som jeg skulle, jeg har afholdt mig fra røg, alkohol og sport. Har skåret ned på sukker, har taget vitaminer (og ekstra D-vitamin) OG vi fik sat en meget flot blastocyst op. Hvad kan man næsten gøre mere?

Men OK, jeg må vel bare holde fast i, at selvom man sætter noget op, der umiddelbart ser fint ud, så er det ikke sikkert, det er sådan, og så længe jeg ikke har en full blown mens eller en negativ prøve, så er der håb endnu