Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)

Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

Blastocyst!

Jeg havde lidt den forestilling, at hvis æggene klarede sig gennem 1. befrugtning og 2. ægdeling, så var man rimelig sikker på, at de nok skulle klare sig. Men sådan er det åbenbart langt fra.

Vi ringede til hospitalet i morges som vi skulle, og af vores to befrugtede, delte æg, var det ene nu en blastocyst. (Muligvis er den korrekte, tekniske term "Morula", men på hospitalet kaldte de det en blastocyst)

Under normale omstændigheder ville de kun dyrke æggene til 5. dagen, hvis der var mindst 5 befrugtede æg og når de dyrkede vores æg så længe, så er det kun pga det forsøg vi deltager i. Jeg tror selv, at de på hospitalet var lidt overraskede over, at der ud af vores sølle to befrugtede æg kom en blastocyst.

Hvis vi nu ikke havde været i det her forsøg, så ville de have lagt vores to befrugtede, delte æg op i tirsdags, og så ville vi i princippet have en dobbelt så stor chance for at blive gravide eller i princippet kunne få tvillinger. Men i virkeligheden ville det ene æg vel også være gået til i livmoderen og så havde det bare lige varet lidt længere før man havde fundet ud af, at det var gået til? Eller er der bedre overlevelseschancer i livmoderen?

Det er lidt underligt med det her fertilitet. der er altid kun to udgange af en situation: Liv eller død. Enten dør ægget eller også lever det. Men at det lever er ikke en garanti for, at det bliver til noget.

Jeg har meget ofte en fornemmelse af - med det her fertilitet - at det er lidt trial and error. Man kører derud af med nogle processer men man ved i bund og grund ikke hvorfor de virker eller (og det er måske vigtigst af alt) hvornår de virker

I princippet skal det jo gå voldsomt ned ad bakke med en kvindes fertilitet efter hun er fyldt 35-36 år. Min veninde har vel prøvet at blive gravid ved hjælp af ICSI (fordi hendes kæreste har en meget dårlig sædkvalitet) siden hun var 34. Hun har gradvist produceret flere og flere æg, og der er flere og flere der er blevet befrugtet og har delt sig, men hun blev altså ikke gravid selvom hun var igennem mange behandlingsforsøg.

I løbet af sommeren gik hun og kæresten og overvejede hvad de så skulle og i efteråret var hendes menstruation pludselig forsinket. Men det kunne jo ikke passe...kunne det vel? 12 graviditetstests (de var på tilbud i Matas for 3 stk, så hun fik overbevist sig selv om, at det sikkert var fordi de var defekte, at Matas solgte dem billigt) senere kunne hun konstatere, at hun var gravid. Og der var hjertelyd og nakkefoldsscanningen gik fint og alt ser fint ud.

Efter den historie blev jeg meget skeptisk overfor videnskaben. De hjælper helt sikkert på processen, men jeg tror ikke, de ved en skid!

Puregon

Jeg synes, det har været virkelig svært at holde vægten det sidste halve år. Jeg har måske heller ikke været så vanvittigt motiveret for at tabe mig fordi jeg hele tiden har tænkt, at lige om lidt bliver jeg rigtig tyk på den gravide måde, so why bother med alt det der slanke-hejs.

I går læste jeg om en kvinde der havde taget 4 kg på i løbet af 2 uger! Jeg har overhovedet ikke været i nærheden af sådan en vægtstigning, men jeg kan da godt tænke, om Puregon kan have noget af skylden for, at jeg har taget lidt på (det ville jo være dejligt, hvis det var sådan og det ikke kun skyldtes mine dårlige vaner og lave slanke-moral)

Rutine

I forbindelse med det forsøg jeg deltager i, skal jeg forbi hospitalet ret ofte og have taget blodprøver og scannes. Det er da en lille smule bøvlet, at man skal på hospitalet så ofte - det er jo ikke fordi man ikke har andre ting at tage sig til - men det er på en måde meget rart.

Det er rart, at jeg bliver holdt øje med hele tiden. Det er rart, at der er nogle professionelle jeg kan spørge om alle mulige ting (så jeg ikke behøver læse om det på nettet, hvor der godt nok findes meget ulødigtbavl). Og så er det rart, at jeg har en fornemmelse af, at vi gør noget for det her børneprojekt.

Man stimulerer jo på forskellige måder for dels at få flere æg og dels at få dem befrugtet, men et langt stykke hen ad vejen skal man jo i virkeligheden bare vente på, at naturen går sin gang. Det er mærkeligt og frustrerende at være så handlingslammet. (Og jeg tror i øvrigt også det er derfor der er mange der gør alle mulige krumspring for at prøve at blive mere fertile og få deres æg til at hænge bedre fast når de er sat op osv osv)

Men det mærkelige er, at man - selvom man ellers er meget, meget blufærdig - næsten vænner sig til at smide tøjet i undersøgelseslokale, næsten (men kun næsten) kan ligge helt afslappet på briks med ben i bøjler og bliver scannet.

Nytårsforsæt nr 3

Nytårsforsæt nr 3 er det, der er sværest at offentliggøre og det er også årsagen til, at bloggen er anonym. Jeg har ikke lyst til, at min arbejdsplads skal vide, at dette ønske er et af mine 2013 nytårsforsæt. Der er desuden en stor del af min omgangskreds der heller ikke kender til dette ønske - primært fordi jeg har svært ved at tale om det.

Jeg er 36 år og jeg synes det er pinligt at sige, at jeg gerne vil være gravid i år

I know, det er mig den er helt gal med! Det er jo fuldstændig helt og aldeles normal gerne at ville have et barn. Af en eller anden grund kan jeg bare næsten ikke få det over mine læber. Det er ikke fordi jeg er fuldstændig defensiv og himler op om at alle børn er dumme og grimme. Jeg synes faktisk børn er søde, men der er alligevel langt derfra og til at sige at man selv gerne vil have en (her var jeg lige ved at skrive "at sige at man selv gerne vil være mor" men det kan jeg næsten ikke! Det er nødt til - i hvert fald her i første omgang at blive pakket ind i citationstegn og en parentes)

Min kæreste har prøvet on off i et års tid at blive gravide. I foråret gik vi til lægen for at blive testet, og der var intet galt med nogen af os. Min kæreste har en rigtig fin sædkvalitet. Alle de hormoner man tester på (AMH og FSH) så rigtig fine ud på mig, men vi bliver altså ikke bare lige gravide (det havde jeg ellers regnet med)

I løbet af sommeren og efteråret har vi været igennem 5-6 inseminationsforsøg men uden at der skete noget. Før jul blev jeg undersøgt med henblik på IVF på Riget. Jeg har meldt mig til et eksperiment, hvor man - hvis man har en AMH på over 30 - behandles med 100 enheder Puragon i stedet for de 150 man normal bliver givet. Jeg var til scanning i går og startede på Puragon i går aftes. 

Ca på 12-dagen skal jeg - afhængig af, hvordan mine æg udvikler sig - have taget æg ud. 

Hele det her børneprojekt er i øvrigt årsagen til mit nytårsforsæt nr. 1. Siden vi startede i behandling har jeg tænkt, at lige om lidt bliver jeg jo gravid og tyk, så derfor er der ingen grund til at spekulere så meget over at holde vægten, så nu spiser jeg lige lidt mere/spiser lidt usundt. Og ja! Jeg blev tykkere, men ikke på den rigtige måde. Så nu kører vi en model, hvor jeg enten bliver tynd eller også bliver gravidtyk.