Pausetanker

Vi starter først i behandlingen igen til april og i dag tænkte jeg på, hvor rart det egentlig er ikke at være i behandling.

Jeg kører stadig rutinen med ikke at drikke alkohol og holde mig fra kulhydrater + dyrke motion, men det er simpelthen så rart ikke hele tiden at spekulere over, om jeg nu gør noget der sætter fertilitet og potentielt kommende barn i fare. Og det er virkelig rart ikke at skulle tage forskellige former for medicin. (Ja, se her, hvad man slipper for ved ikke at være i behandling)

Hvis det ikke var fordi jeg kunne mærke at jeg var misundelig på gravide kvinder, så ville jeg nok seriøst overveje, om det her behandlingscirkus virkelig er besværet værd

Reproduktionsdvale

Skal vi ikke snakke om min mens? Jow dét skal vi da! Vi skal lige omkring, at jeg efter de to første dage af mens normalt kan klare mig med trusseindlæg de næste par dage. Mere bløder jeg sgu ikke. Normalt altså. Efter denne her omgang fertilitetsbehandling og hormondoping har mens været meget kraftigere. Fra søndag aften til lørdag (!) har jeg været nødt til at bruge bind eller tampon (efter jeg stoppede med stikpillerne)

Jeg tænker så, at kvinder normalt bliver kønsmodne når de er en 12-13-14 år. På det tidspunkt er reproduktionsapparatet parat og hver måned siger livmoderen Er I klar guys! Lige om lidt kommer der et befrugtet æg som vi skal have fat i og som skal sætte sig fast. Yay! Go team!

Efter et par år er livmoderen måske knap så entutiastisk men har dog stadig håbet i behold og prøver at holde humøret oppe: Det kan godt være, vi ikke har været heldige de sidste par gange, men denne her gang tror jeg på det! Så hold jer klar! Det er nu det sker!

Når kvinden så er i 30'erne og tænker, at kroppen måske kunne bruges til noget andet og mere end bare at transportere hendes hoved omkring - måske kunne den bruges til at få et par børn endda - så er reproduktionsapparatet TRÆT! Det har heppet og hujet og håbet i ÅREVIS uden der er sket en skid, so why bother bare fordi det er den tid på måneden?

Jeg tænker, om det kan være sådan noget der sker med moderne kvinder der gerne lige vil nå lidt forskellige ting og blive klar, før de begynder at reproducere sig selv, at deres reproduktionssystem måske går lidt i dvale med tiden. Der kan jo ske underlige ting med kroppen, hvis man venter med at få børn - feks er der større risiko for at udvikle visse former for brystkræft, hvis man først får børn sent. Så hvorfor ikke også reproduktionsdvale?

Ovenstående er helt og aldeles min egen teori og jeg har intet belæg for den, men jeg kan da godt håbe på, at der kunne være noget om den og at mit ændrede mens-mønster måske var et udtryk for, at reproduktionsanlægget lige blev kickstartet.

Behåring

Når man sådan jævnligt går og bliver kigget op i skridtet af nogle fremmede mennesker (men dog alligevel ofte de samme), så kan man godt tænke nogle tanker omkring kønsbehåring. Det er jo efterhånden nærmest et politisk statement hvordan man vælger at se ud, og man må antage, at sygehuspersonalet også har nogle holdninger til det.

Lægger de mærke til det? Tænker de over det? Opdager de, hvis man skifter frisure undervejs i processen? Jeg har en veninde der normalt fjerner alt, men hun ville alligevel ikke have, at sygehuspersonalet troede, at hun gjorde det for deres skyld, så derfor har hun timet barberingen til et par dage inden hun skal undersøges.

Min anden veninde der er læge siger, at på hospitalerne har de set ALT, så man skal ikke tænke for meget over det med behåringen. Men mon ikke der trods ville blive kigget en ekstra gang, hvis man en dag troppede op og var blevet vajazzled (hvilket ps er noget af det mest tåbelige jeg kan forestille mig)

Faktisk tænker jeg mindre over det, jo flere gange jeg har været til scanning osv. I bund og grund er det jo inderligt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt hår man har og hvordan det ser ud. Man kommer helt naturligt til i stedet at fokusere på hvordan ægfoliklerne udvikler sig osv. 

Tidlig bekymring

Jeg fik jo lagt en blastocyst op i fredags, så jeg synes allerede det er længe jeg har gået og ruget. Derfor begyndte jeg også i dag at blive lidt nervøs over, at jeg faktisk ikke føler mig særligt underligt tilpas. Ja, jeg er ret træt i det, men det er vist de der progesteron stikpiller. Men jeg har ikke kvalme eller føler niv eller andre ting i maven. Føler mig egentlig bare som en lidt mere magelig version af mig selv. (min seng er VIRKELIG dejlig at ligge i for tiden!)

Så jeg begyndte at søge på, hvilke hormoner der ellers er på spil (ud over den progesteron jeg får tilført kunstigt), hvis man er gravid. Jeg antager, at det er det hormon der hedder hCG (Humant choriongonadotropin) der giver kvalme og den slags.

Det fremgår egentlig ikke særlig tydeligt på nettet, men det er vist ret normalt, at hCG niveauet (også selvom man skulle vise sig at være gravid) er så lavt på nuværende tidspunkt af processen, at man ikke mærker noget til det. Et reality check med min kæreste mindede mig også om, at hvis processen her havde været 100% naturlig, så havde jeg nok heller ikke kunne mærke noget på nuværende tidspunkt

Bekymringen er dermed afblæst

Blastocyst!

Jeg havde lidt den forestilling, at hvis æggene klarede sig gennem 1. befrugtning og 2. ægdeling, så var man rimelig sikker på, at de nok skulle klare sig. Men sådan er det åbenbart langt fra.

Vi ringede til hospitalet i morges som vi skulle, og af vores to befrugtede, delte æg, var det ene nu en blastocyst. (Muligvis er den korrekte, tekniske term "Morula", men på hospitalet kaldte de det en blastocyst)

Under normale omstændigheder ville de kun dyrke æggene til 5. dagen, hvis der var mindst 5 befrugtede æg og når de dyrkede vores æg så længe, så er det kun pga det forsøg vi deltager i. Jeg tror selv, at de på hospitalet var lidt overraskede over, at der ud af vores sølle to befrugtede æg kom en blastocyst.

Hvis vi nu ikke havde været i det her forsøg, så ville de have lagt vores to befrugtede, delte æg op i tirsdags, og så ville vi i princippet have en dobbelt så stor chance for at blive gravide eller i princippet kunne få tvillinger. Men i virkeligheden ville det ene æg vel også være gået til i livmoderen og så havde det bare lige varet lidt længere før man havde fundet ud af, at det var gået til? Eller er der bedre overlevelseschancer i livmoderen?

Det er lidt underligt med det her fertilitet. der er altid kun to udgange af en situation: Liv eller død. Enten dør ægget eller også lever det. Men at det lever er ikke en garanti for, at det bliver til noget.

Jeg har meget ofte en fornemmelse af - med det her fertilitet - at det er lidt trial and error. Man kører derud af med nogle processer men man ved i bund og grund ikke hvorfor de virker eller (og det er måske vigtigst af alt) hvornår de virker

I princippet skal det jo gå voldsomt ned ad bakke med en kvindes fertilitet efter hun er fyldt 35-36 år. Min veninde har vel prøvet at blive gravid ved hjælp af ICSI (fordi hendes kæreste har en meget dårlig sædkvalitet) siden hun var 34. Hun har gradvist produceret flere og flere æg, og der er flere og flere der er blevet befrugtet og har delt sig, men hun blev altså ikke gravid selvom hun var igennem mange behandlingsforsøg.

I løbet af sommeren gik hun og kæresten og overvejede hvad de så skulle og i efteråret var hendes menstruation pludselig forsinket. Men det kunne jo ikke passe...kunne det vel? 12 graviditetstests (de var på tilbud i Matas for 3 stk, så hun fik overbevist sig selv om, at det sikkert var fordi de var defekte, at Matas solgte dem billigt) senere kunne hun konstatere, at hun var gravid. Og der var hjertelyd og nakkefoldsscanningen gik fint og alt ser fint ud.

Efter den historie blev jeg meget skeptisk overfor videnskaben. De hjælper helt sikkert på processen, men jeg tror ikke, de ved en skid!

Ægdelingsstatus

Vi var meget nervøse (eller jeg var i hvert fald) da vi ringede for at høre til vores æg i går morges. Først ringede vi for tidligt så der ikke var kigget på vores æg endnu og pinen blev trukket lidt længere ud. Da vi ringede tilbage var den sygeplejerske vil talte med helt glad i stemmen, og det lettede jo det hele lidt.

Det ene af de 4 æg havde være umodent, så det kunne ikke befrugtes. Det næste var en tom skal (hvilket muligvis også er et umodent æg, det var lidt svært at forstå) men de to sidste var heldigvis blevet befrugtet. Det ene var et flot 4 cellet æg og den andet havde 3 celler men så ok ud. Så vi krydsede fingre for, at det går med det hele

Jeg var virkelig lettet efter den samtale. For første gang virkede det som om det kunne være en mulighed at blive gravid. (Faktisk har jeg aldrig nogen sinde kunne se for mig mig med en positiv graviditetstest) Vi havde sgu befrugtet et æg og det levede! (Og pist væk var alle frygtscenarier om æg der var fuldstændig immune overfor befrugtende sæd eller æg der ikke kunne leve i mere end 10 sekunder)

Jeg skulle tirsdag morgen starte på progesteron stikpiller (uf!) og jeg har et eller andet med hybris. Jeg er bange for, at hvis jeg tager det alt for givet, at behandlingen her vil gå godt (og jeg agerer efter det), så bliver jeg straffet og så går det helt galt. Allerhelst ville jeg faktisk have ladet være med at tage stikpillerne før jeg vidste om æggene havde delt sig, men det kunne ikke lade sig gøre rent logistikmæssigt. Så jeg var modig og tog chancen og tog stikpillerne FØR vi havde hørt om vores æg

Min kæreste ringede igen i dag til hospitalet (jeg havde nogle møder så det kunne simpelthen ikke lade sig gøre for mig at ringe) og det æg der kun var 3 cellet i går havde "cathcet up", så lige nu ser det ud til, at vi har to ok æg. Yay!

De kigger ikke på æggene i morgen så vi skal først checke med dem igen på fredag, hvor ægoplægningen skal finde sted. Jeg håber på, at de to sidste dages gode takter er en indikation af, at æggene nok skal være fine på fredag. Jeg krydser fingre!

Ægdelinger

Jeg fik taget æg ud i går, søndag, og skal i morgen, tirsdag, ringe for at høre, om de har delt sig. Jeg var virkelig trist til morgen fordi jeg var lidt skuffet over, at vi ikke fik mere end 4 æg ud og så var jeg nervøs for at skulle ringe til hospitalet i morgen.

Jeg frygter jo, at de siger, at ingen af æggene har delt sig. Men tristessen i morges skyldtes også, at selv hvis vi får at vide, at æggene har delt sig fint, så er det jo kun en stakket frist. For så skal vi vente til fredag for at se, hvordan æggene så har det. Og herefter skal de sættes op, og så skal man være bange for, om de nu sætter sig fast eller hvordan. Det er som om man ikke rigtig kan vinde her.

Jeg har tænkt en del (naturligvis) over det her fertilitet og reproduktion på det sidste. Min kæreste fungerer fint og i søndags fortalte de, at hans sædprøve var den bedste de havde fået ind den dag. Så hvorfor er det så, at vi ikke bliver gravide, selvom jeg tilsyneladende burde være fertil? Måske fordi der er noget galt med mig og mine æg?

Jeg har en del veninder der er og har været i behandling, og det lader til, at der findes lige så mange forskellige sorger over infertilitet som der findes kvinder. Min sorg - hvis vi aldrig får børn - er naturligvis over ikke at få et barn at elske men det handler også (lige på dette tidspunkt i hvert fald) om, at jeg vil føle mig mislykket, hvis jeg ikke er i stand til at reproducere mig selv.

Jeg har altid troet, at jeg var meget fertil, for det er min mor og hun begyndte nærmest at tale om p-piller allerede da jeg var så lille, at jeg stadig klatrede i træer (måske lige tidligt nok) "for vi bliver så let gravide i vores familie". Tal for dig selv! tænker jeg nu nogenogtyve år senere.

Jeg tænker, at mange mænd med dårlig sædkvalitet må have det lidt som mig. Man lever i en ekstrem performancekultur, hvor vilkårene ofte er sådan, at man kan få det nogen lunde som man vil, hvis man arbejder hårdt nok. Og så sidder man pludselig i det her fertilitetscirkus og kan ikke gøre noget. Det eneste man har gjort er at få delt en uheldig hånd i det genetiske pokerspil, og man kan ikke gøre noget. Dvs man kan gå i behandling, men behandlingen og resultaterne af behandlingen virker ind i mellem også lidt tilfældigt.

Mht i morgen: Jeg bliver virkelig ulykkelig, hvis det viser sig, at ingen af æggene har delt sig. Jeg er dog begyndt at line undskyldninger op: Jeg havde høj feber 3 dage i sidste uge og jeg tænker, at det måske kan have haft en uheldig effekt på æggene. Det her er vores første IVF forsøg, så de skal nok også lige skyde sig ind på hvilken medicin jeg skal have og hvor meget.

Ægudtagning

Jeg var på hospitalet i dag for at få taget æg ud og var på forhånd ret nervøs for det. Dels var jeg bange for, at ægudtagningen skulle gøre ondt og dels var jeg bange for, at der ikke ville kunne udtages nogen eller at de kunne bruges.

Min veninde (der er en ren veteran indenfor fertilitetsbehandling) har på et tidspunkt nævnt noget om "det smertehelvede" hun oplevede ved en ægudtagning. Det stod meget tydeligt for mig før min ægudtagning og det virkede ikke fremmende for afslappethed i forhold til ægudtagning.

Jeg havde aftalt med den sygeplejerske der plejer at tage sig af os, at hun ikke skulle være nærig med morfinen under ægudtagningen. Den første hospitalsperson vi mødte i dag var desværre ikke vores sædvanlige sygeplejerske men en anden der så ud som om hun godt kunne finde på at være nærig med morfinen (Feks syntes jeg ikke, hun var særlig gentle i forbindelse med at jeg skulle have lagt en dropindgang i armen og der var måske ikke lige den bedste kemi), så det blev jeg lidt ekstra nervøs over.

Jeg fik to panodiler og en beroligende pille og ventede på, at den skulle gå i gang.

Da selve ægudtagningen skulle rigtig i gang var der en del mindre "nu skal du bare lægge dig ned og slappe af og lade være med at være bange" end jeg havde regnet med. Til gengæld var der en del mere med selv at skulle gå rundt med bar numse og bare fødder.

Det hele var meget rodet og startede med, at jeg skulle tage mit tøj af på et toilet (her havde jeg forventet en form for omklædningsrum eller noget) Jeg havde selv taget skisokker med fordi jeg ikke ville fryse om tærene, så efter afklædning sjoskede jeg med bar røv og skisokker ind til briksen.

Op på briksen og så virkede det lidt vel effektivt som om jeg bare lige skulle have benene i bøjlerne, så ville de mase nålen op i mig og fiske æg ud, men sådan var det dog ikke helt

Jeg pev nok en del over ikke at kunne mærke morfin eller beroligende så jeg fik noget ekstra. Jeg fik også lagt kateter fordi min blære åbenbart ikke var helt tømt, men på det tidspunkt har jeg nok været rimelig dopet. I hvert fald var kateter, lokalbedøvelse af livmoderen (jeg tror, det er den der bliver lokalbedøvet) og udtagning af æg ikke så slemt.

Det var vist meningen, at jeg selv skulle kunne gå ind på en anden stue til en slags opvågning (måske i bar røv?) men jeg blev kørt derind tror jeg. Husker faktisk ikke, om jeg havde noget over mig. Jeg lå en halv times tid, og så havde jeg det faktisk ok.

Jeg skal ringe til dem på tirsdag for at høre, hvordan det er gået med befrugtning und alles.

Nytårsforsæt nr 3

Nytårsforsæt nr 3 er det, der er sværest at offentliggøre og det er også årsagen til, at bloggen er anonym. Jeg har ikke lyst til, at min arbejdsplads skal vide, at dette ønske er et af mine 2013 nytårsforsæt. Der er desuden en stor del af min omgangskreds der heller ikke kender til dette ønske - primært fordi jeg har svært ved at tale om det.

Jeg er 36 år og jeg synes det er pinligt at sige, at jeg gerne vil være gravid i år

I know, det er mig den er helt gal med! Det er jo fuldstændig helt og aldeles normal gerne at ville have et barn. Af en eller anden grund kan jeg bare næsten ikke få det over mine læber. Det er ikke fordi jeg er fuldstændig defensiv og himler op om at alle børn er dumme og grimme. Jeg synes faktisk børn er søde, men der er alligevel langt derfra og til at sige at man selv gerne vil have en (her var jeg lige ved at skrive "at sige at man selv gerne vil være mor" men det kan jeg næsten ikke! Det er nødt til - i hvert fald her i første omgang at blive pakket ind i citationstegn og en parentes)

Min kæreste har prøvet on off i et års tid at blive gravide. I foråret gik vi til lægen for at blive testet, og der var intet galt med nogen af os. Min kæreste har en rigtig fin sædkvalitet. Alle de hormoner man tester på (AMH og FSH) så rigtig fine ud på mig, men vi bliver altså ikke bare lige gravide (det havde jeg ellers regnet med)

I løbet af sommeren og efteråret har vi været igennem 5-6 inseminationsforsøg men uden at der skete noget. Før jul blev jeg undersøgt med henblik på IVF på Riget. Jeg har meldt mig til et eksperiment, hvor man - hvis man har en AMH på over 30 - behandles med 100 enheder Puragon i stedet for de 150 man normal bliver givet. Jeg var til scanning i går og startede på Puragon i går aftes. 

Ca på 12-dagen skal jeg - afhængig af, hvordan mine æg udvikler sig - have taget æg ud. 

Hele det her børneprojekt er i øvrigt årsagen til mit nytårsforsæt nr. 1. Siden vi startede i behandling har jeg tænkt, at lige om lidt bliver jeg jo gravid og tyk, så derfor er der ingen grund til at spekulere så meget over at holde vægten, så nu spiser jeg lige lidt mere/spiser lidt usundt. Og ja! Jeg blev tykkere, men ikke på den rigtige måde. Så nu kører vi en model, hvor jeg enten bliver tynd eller også bliver gravidtyk.