onsdag den 30. januar 2013

Ægdelingsstatus

Vi var meget nervøse (eller jeg var i hvert fald) da vi ringede for at høre til vores æg i går morges. Først ringede vi for tidligt så der ikke var kigget på vores æg endnu og pinen blev trukket lidt længere ud. Da vi ringede tilbage var den sygeplejerske vil talte med helt glad i stemmen, og det lettede jo det hele lidt.

Det ene af de 4 æg havde være umodent, så det kunne ikke befrugtes. Det næste var en tom skal (hvilket muligvis også er et umodent æg, det var lidt svært at forstå) men de to sidste var heldigvis blevet befrugtet. Det ene var et flot 4 cellet æg og den andet havde 3 celler men så ok ud. Så vi krydsede fingre for, at det går med det hele

Jeg var virkelig lettet efter den samtale. For første gang virkede det som om det kunne være en mulighed at blive gravid. (Faktisk har jeg aldrig nogen sinde kunne se for mig mig med en positiv graviditetstest) Vi havde sgu befrugtet et æg og det levede! (Og pist væk var alle frygtscenarier om æg der var fuldstændig immune overfor befrugtende sæd eller æg der ikke kunne leve i mere end 10 sekunder)

Jeg skulle tirsdag morgen starte på progesteron stikpiller (uf!) og jeg har et eller andet med hybris. Jeg er bange for, at hvis jeg tager det alt for givet, at behandlingen her vil gå godt (og jeg agerer efter det), så bliver jeg straffet og så går det helt galt. Allerhelst ville jeg faktisk have ladet være med at tage stikpillerne før jeg vidste om æggene havde delt sig, men det kunne ikke lade sig gøre rent logistikmæssigt. Så jeg var modig og tog chancen og tog stikpillerne FØR vi havde hørt om vores æg

Min kæreste ringede igen i dag til hospitalet (jeg havde nogle møder så det kunne simpelthen ikke lade sig gøre for mig at ringe) og det æg der kun var 3 cellet i går havde "cathcet up", så lige nu ser det ud til, at vi har to ok æg. Yay!

De kigger ikke på æggene i morgen så vi skal først checke med dem igen på fredag, hvor ægoplægningen skal finde sted. Jeg håber på, at de to sidste dages gode takter er en indikation af, at æggene nok skal være fine på fredag. Jeg krydser fingre!

tirsdag den 29. januar 2013

Vægttab den gale vej

Det går skidt med mit slankeforsæt - ikke mindst var søndagen slem med trøstespisningskager. De hjælper ikke på slankekuren!

Det var også en af de ting jeg var trist over i går morges. Jeg ville have en bluse på som jeg købte for et par år siden og den har altid passet perfekt. Bortset fra i går, hvor den var blevet for lille. I stedet hoppede jeg i en bluse, som jeg købte i sommer (hvor jeg allerede lå en del over min idealvægt). Den bluse var kraftedeme også ved at være for lille!

Jeg overvejer at kaste mig over spinning nu. Det har altid virket rigtig godt på mig og jeg kan faktisk godt lide det (efter de første par gange, når jeg har vænnet mig til lugten). Jeg har ikke dyrket så meget sport siden vi startede i behandling fordi vi på et tidspunkt fik at vide, at det kunne gøre kvinden mindre fertil at dyrke hård motion.

Ægdelinger

Jeg fik taget æg ud i går, søndag, og skal i morgen, tirsdag, ringe for at høre, om de har delt sig. Jeg var virkelig trist til morgen fordi jeg var lidt skuffet over, at vi ikke fik mere end 4 æg ud og så var jeg nervøs for at skulle ringe til hospitalet i morgen.

Jeg frygter jo, at de siger, at ingen af æggene har delt sig. Men tristessen i morges skyldtes også, at selv hvis vi får at vide, at æggene har delt sig fint, så er det jo kun en stakket frist. For så skal vi vente til fredag for at se, hvordan æggene så har det. Og herefter skal de sættes op, og så skal man være bange for, om de nu sætter sig fast eller hvordan. Det er som om man ikke rigtig kan vinde her.

Jeg har tænkt en del (naturligvis) over det her fertilitet og reproduktion på det sidste. Min kæreste fungerer fint og i søndags fortalte de, at hans sædprøve var den bedste de havde fået ind den dag. Så hvorfor er det så, at vi ikke bliver gravide, selvom jeg tilsyneladende burde være fertil? Måske fordi der er noget galt med mig og mine æg?

Jeg har en del veninder der er og har været i behandling, og det lader til, at der findes lige så mange forskellige sorger over infertilitet som der findes kvinder. Min sorg - hvis vi aldrig får børn - er naturligvis over ikke at få et barn at elske men det handler også (lige på dette tidspunkt i hvert fald) om, at jeg vil føle mig mislykket, hvis jeg ikke er i stand til at reproducere mig selv.

Jeg har altid troet, at jeg var meget fertil, for det er min mor og hun begyndte nærmest at tale om p-piller allerede da jeg var så lille, at jeg stadig klatrede i træer (måske lige tidligt nok) "for vi bliver så let gravide i vores familie". Tal for dig selv! tænker jeg nu nogenogtyve år senere.

Jeg tænker, at mange mænd med dårlig sædkvalitet må have det lidt som mig. Man lever i en ekstrem performancekultur, hvor vilkårene ofte er sådan, at man kan få det nogen lunde som man vil, hvis man arbejder hårdt nok. Og så sidder man pludselig i det her fertilitetscirkus og kan ikke gøre noget. Det eneste man har gjort er at få delt en uheldig hånd i det genetiske pokerspil, og man kan ikke gøre noget. Dvs man kan gå i behandling, men behandlingen og resultaterne af behandlingen virker ind i mellem også lidt tilfældigt.

Mht i morgen: Jeg bliver virkelig ulykkelig, hvis det viser sig, at ingen af æggene har delt sig. Jeg er dog begyndt at line undskyldninger op: Jeg havde høj feber 3 dage i sidste uge og jeg tænker, at det måske kan have haft en uheldig effekt på æggene. Det her er vores første IVF forsøg, så de skal nok også lige skyde sig ind på hvilken medicin jeg skal have og hvor meget.

mandag den 28. januar 2013

Puregon

Jeg synes, det har været virkelig svært at holde vægten det sidste halve år. Jeg har måske heller ikke været så vanvittigt motiveret for at tabe mig fordi jeg hele tiden har tænkt, at lige om lidt bliver jeg rigtig tyk på den gravide måde, so why bother med alt det der slanke-hejs.

I går læste jeg om en kvinde der havde taget 4 kg på i løbet af 2 uger! Jeg har overhovedet ikke været i nærheden af sådan en vægtstigning, men jeg kan da godt tænke, om Puregon kan have noget af skylden for, at jeg har taget lidt på (det ville jo være dejligt, hvis det var sådan og det ikke kun skyldtes mine dårlige vaner og lave slanke-moral)

Ægudtagning

Jeg var på hospitalet i dag for at få taget æg ud og var på forhånd ret nervøs for det. Dels var jeg bange for, at ægudtagningen skulle gøre ondt og dels var jeg bange for, at der ikke ville kunne udtages nogen eller at de kunne bruges.

Min veninde (der er en ren veteran indenfor fertilitetsbehandling) har på et tidspunkt nævnt noget om "det smertehelvede" hun oplevede ved en ægudtagning. Det stod meget tydeligt for mig før min ægudtagning og det virkede ikke fremmende for afslappethed i forhold til ægudtagning.

Jeg havde aftalt med den sygeplejerske der plejer at tage sig af os, at hun ikke skulle være nærig med morfinen under ægudtagningen. Den første hospitalsperson vi mødte i dag var desværre ikke vores sædvanlige sygeplejerske men en anden der så ud som om hun godt kunne finde på at være nærig med morfinen (Feks syntes jeg ikke, hun var særlig gentle i forbindelse med at jeg skulle have lagt en dropindgang i armen og der var måske ikke lige den bedste kemi), så det blev jeg lidt ekstra nervøs over.

Jeg fik to panodiler og en beroligende pille og ventede på, at den skulle gå i gang.

Da selve ægudtagningen skulle rigtig i gang var der en del mindre "nu skal du bare lægge dig ned og slappe af og lade være med at være bange" end jeg havde regnet med. Til gengæld var der en del mere med selv at skulle gå rundt med bar numse og bare fødder.

Det hele var meget rodet og startede med, at jeg skulle tage mit tøj af på et toilet (her havde jeg forventet en form for omklædningsrum eller noget) Jeg havde selv taget skisokker med fordi jeg ikke ville fryse om tærene, så efter afklædning sjoskede jeg med bar røv og skisokker ind til briksen.

Op på briksen og så virkede det lidt vel effektivt som om jeg bare lige skulle have benene i bøjlerne, så ville de mase nålen op i mig og fiske æg ud, men sådan var det dog ikke helt

Jeg pev nok en del over ikke at kunne mærke morfin eller beroligende så jeg fik noget ekstra. Jeg fik også lagt kateter fordi min blære åbenbart ikke var helt tømt, men på det tidspunkt har jeg nok været rimelig dopet. I hvert fald var kateter, lokalbedøvelse af livmoderen (jeg tror, det er den der bliver lokalbedøvet) og udtagning af æg ikke så slemt.

Det var vist meningen, at jeg selv skulle kunne gå ind på en anden stue til en slags opvågning (måske i bar røv?) men jeg blev kørt derind tror jeg. Husker faktisk ikke, om jeg havde noget over mig. Jeg lå en halv times tid, og så havde jeg det faktisk ok.

Jeg skal ringe til dem på tirsdag for at høre, hvordan det er gået med befrugtning und alles.

lørdag den 26. januar 2013

Smudi

Jeg er aldrig rigtig hoppet på den der smoothie-vogn (omend jeg da ind i mellem godt kan lide en juice fra Joe and the Juice). Det er jo ikke rigtig mad, så hvorfor lade som om det kan erstatte feks et blødkogt æg til morgenmad? (Med mindre man putter alle mulige grønsager i, men så er det jo nærmest en kold grønsagssuppe og hvem gider spise dét til morgenmad?)

Af urandsaglige årsager begyndte jeg i starten af denne uge at lave en smoothie alligevel (det var nok primært fordi jeg havde fundet en smoothieopskrift, der faktisk tiltalte mig). Den er med ½ agurk, ½ melon (helst galia), 3 kiwi og 2 tsk revet ingefær. Der skulle egentlig også noget youghurt i, men det er også en af de ting jeg aldrig har forstået ved smoothies: syrnede mælkeprodukter og frugt passer ikke sammen efter min mening

Straks efter jeg var begyndt at lave smudies, blev jeg syg: Feber og skideondt i halsen. Jeg havde næsten ikke lyst til at spise, men lige den der smoothie kunne jeg faktisk godt klemme ned. Så pludselig var jeg altså blevet et smudi-menneske alligevel.

fredag den 25. januar 2013

Gravid på den forkerte måde

Da jeg var i Fakta i dag stod der en dame foran mig i køen, og min første tanke var, at hun var gravid. For det lignede virkelig en gravid mave, den der stak frem fra frakken, og hendes ben var meget tynde i forhold til den mave. Men hun så på en måde for gammel og for usund ud til at kunne være gravid.

Jeg er ret sikker på, at hun ikke var gravid, men at hendes mave var et resualtat af hendes spisevaner. Op på varebåndet lagde hun nemlig 6 guldøl, en pakke træstammer (de der kager), noget chokolade, nogle lyse boller, to bananer og en karton frugtyoughurt. Den helt store kulhydratfest, kort sagt

Det gør lidt ondt i mig at skrive det, for jeg tror ikke den der dame havde det specielt godt, men hun var bare et eksempel på, hvordan man ikke vil se ud og hvordan man ikke skal spise, hvis man ikke vil se sådan ud. Det var ret utroligt. Stakkels dame. (Og man kan jo desværre ikke rigtig lave totalt overgreb og sige "Ved du hvad, dame? Nu skal jeg lige hurtigt vise dig nogle ting der er meget bedre at spise og som heller ikke er dødbesværlige at lave")