Viser opslag med etiketten motion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten motion. Vis alle opslag

lørdag den 16. marts 2013

Nå

Så gik der lige en uge
  • Fik jeg trænet de der øvelser fra Annes Bechs bog? Næ
  • Fik jeg så i det mindste spinnet lidt? Nej. Åbenbart var lørdagsspinning i Fitnessdk på Falkoner så klamt afskrækkende, at jeg ikke havde mod på mere spinning (heller ikke andre steder der er knapt så ulækre og uudluftede) Shame on you Fitnessdk Falkoner!
  • Fik jeg holdt mig fra slik? Ikke rigtig. Holdt mig til chokolade, men desværre ikke kun den på mere end 85%
  • Fik jeg drukket de der 3 l vand om dagen? Øhm...det tror jeg ikke. Gjorde mig ikke umage med at komme til det, så det har jeg nok ikke gjort.
  • Overholdt jeg sengetiderne på kl 22? Kan du stave til slet ikke på nogen måde?
  • Men jeg drak da i hvert fald ikke alkohol, vel? Tjooeh, et par glas vin hist og pist gjorde jeg da
  • Og de forskellige vitaminpiller der skulle gøre mig slankere, smukkere og mere fertil? De fleste dage fik jeg da spist dem. Men ikke alle
Alt i alt kan det faktisk godt være, der er en fornuftig forklaring på, at jeg ikke har tabt mig den sidste uge.

fredag den 1. marts 2013

Camilla Martins fif

Selvom man er professionel sportsudøver elsker man nok ikke at træne hver evigeneste gang. Eksempelvis har jeg hørt, at badmintonspilleren Camilla Martin havde et trick overfor sig selv for at tage sig sammen til at løbe. (Og det burde være rimelig nemt for os ikke-professionelle at kopiere)

Hun har en aftale med sig selv når hun har planlagt, at hun skal løbe. Den går ud på, at hun SKAL iføre sig sportstøj og løbesko og gå ned på gaden. Når hun er kommet derned, så må hun godt beslutte sig for, at hun ikke skal løbe. Men det sker sjældent (i hvert fald for Camilla Martin)

torsdag den 28. februar 2013

Gudindekroppen

Jeg opdagede pludselig et foredrag med Anne Bech til 200 kr. Det syntes jeg var ok rimeligt for at få en gudindekrop, så det var jeg til i går aftes.

Nogle af tingene der blev sagt til foredraget var jeg godt klar over (så som at man skal spise morgenmad og at man skal holde sig fra de hurtige kulhydrater) men der var også nye og gode fifs feks:

  • Start dagen med et glas vand før morgenmaden
  • Det man spiser til morgenmad præger smagsløgene resten af dagen, så det er det man har lyst til resten af dagen (og derfor er det ikke godt at spise sødt til morgenmad)
  • Hvis man spiser frugt skal det være af den slags der kunne gro på vores breddegrader
  • Og man må aldrig spise frugt uledsaget, dvs man skal spse nødder eller grønsager til (husker ikke hvorfor)
  • Som eftermiddagsmellemmåltid fungerer skyr med friskebær, kanel og/eller nødder
  • Man skal træne 3-4 gange om ugen
  • Løb er en god træningsform for de fleste (jeg er en såkaldt "æbleformet kropstype" så for mig er løb godt fordi det skaber kontakt mellem overkrop og underkrop. Det var det samme for de pæreformede som her hed "buttet bagdel")
  • Man skal drikke 3 l vand om dagen
  • For at undgå appelsinhud skal man spise fibre som kan transportere affaldsstofferne der forårsager appelsinhuden ud, scrubbe sig, afslutte badet med det kolde gys
  • Gå i seng kl 22 og måske ligge med en bog og et stearinlys til kl 22.30 men så skal der soves. Den bliver svær for mig, men den er åbenbart vigtig for æbletypen (og jeg har faktisk også hørt det før - har bare aldrig kunne overholde det)
  • Hvis man får en ubærlig trang til feks slik kan man børste tænder for at distrahere sin krævende krop og hjerne
Man kan læse mere om Anne Bechs gudindekrop i hendes bog "Guide til gudindekrop - Kickstart din livsstil på 28 dage". Den kan bla købes her. Som e-bog er den billigst her

onsdag den 27. februar 2013

Energi

Jeg vidste det jo godt, men jeg havde glemt hvordan det føles i kroppen at have energi fordi man har trænet. Men lige pludselig er man frisk og går pludselig i gang med at ordne sit tøjskab om aftenen hvor man ellers ville have ligget som en anden sofakartoffel

Jeg synes ikke, jeg ser de store resultater på vægten endnu, men det føles godt at spise på denne her måde, hvor jeg undgår kulhydrater og spiser mandler til mellemmåltid samtidig med, at jeg har trænet lørdag, søndag og tirsdag i denne uge.

mandag den 25. februar 2013

Sporty

Jeg har været sporty denne weekend. Jeg var på et hold lørdag så jeg faktisk næsten ikke kunne gå søndag. Det er jo sådan set en meget god undskyldning for ikke at deltage på de to hold jeg havde tilmeldt mig søndag (og jeg havde rigelig tid til at melde fra), men jeg tog tøj på og pakkede hvad jeg skulle bruge.

Jeg kom lidt sent ud af døren - hvilket også kunne være en undskyldning for at droppe træningen (og helt ærligt havde jeg også en længere indre dialog omkring fordelene ved at blive hjemme og restituere og læse resten af A Storm of Swords færdig og drikke lakridslatter frem for at tage til træning), men afsted kom jeg med et meget stort indre YAY over at have overvundet alle undskyldninger!

De to timer søndag gik fint (faktisk var den første time lidt kedelig, men jeg fik da svedt) og jeg havde det virkelig godt med mig selv over, at jeg havde gjort det.

Mht det tredje nytårsforsæt om at starte virksomhed, så talte jeg i lørdags med en fra ITU som sagde, at de har samarbejde mellem studerende og erhvervsliv. Jeg har fundet en kontakt på nettet som jeg har tænkt mig at tage fat i og høre, hvordan de der samarbejder normalt foregår

torsdag den 21. februar 2013

Gratis e-bog om motion og graviditet

Bogen er skrevet af Else Marie Lehmann der selv har været i fertilitetsbehandling og har fået to børn ud af det. Jeg kender desværre ikke mere til forfatteren men jeg håber på at være blevet klogere når jeg har læse bogen.

Den er som sagt gratis og kan hentes her

onsdag den 20. februar 2013

Det går i den rigtige retning

Totalt FTW at se sin vægt være 600 g lavere i morges end i går. Især når jeg nu var så god i går. Vægten kan godt ind i mellem gå lidt ned af uforklarlige årsager, og selvom det da på en måde er rart, så er det også irriterende.

Kosten i går lød på æg til morgenmad, rugbrød med krebsehalesalat til frokost og langtidsbagte jordskokker til aftensmad. Mandler og urtethe ind i mellem + en enkelt latte. I dag har de ligeledes stået på æg til morgenmad og rugbrød med avocado til frokost. Aftensmaden stod på rosmarin-citron kyllingebryst med broccolipurée. Det smagte virkelig godt, så der røg måske lidt vel meget ned.

Motionswise kom jeg så vidt som til at tilmelde mig et hold og troppe op for at se, om jeg kunne få en plads på trods af, at jeg var på venteliste. Det kunne jeg dog desværre ikke, men jeg tager mig nok lige en minimini-yoga session her til aften

tirsdag den 19. februar 2013

Finally...

...har jeg fået det rigtigt ind i knolden, at den kortvarige glæde der er ved at spise slik, is eller kage ikke er det værd.

Jeg har her til aften en ret så stor trang til at proppe søde sager i hovedet, men jeg har en lidt større stolthed over, at jeg indtil videre har holdt mig i skindet. Og det føles helt tydeligt, at det ikke er det værd at skifte stoltheden ud med en fjollet undskyldning, et stykke chokolade og ærgrelse over ikke at kunne holde ud.

Vi har også været ude og gå en lille bitte (3 km) tur i aften. Det kunne måske være blevet til lidt mere, hvis det ikke havde været så forbandet koldt.

Jeg håber det kan ses lidt på vægten i morgen, så jeg fortsat er motiveret i morgen

tirsdag den 29. januar 2013

Vægttab den gale vej

Det går skidt med mit slankeforsæt - ikke mindst var søndagen slem med trøstespisningskager. De hjælper ikke på slankekuren!

Det var også en af de ting jeg var trist over i går morges. Jeg ville have en bluse på som jeg købte for et par år siden og den har altid passet perfekt. Bortset fra i går, hvor den var blevet for lille. I stedet hoppede jeg i en bluse, som jeg købte i sommer (hvor jeg allerede lå en del over min idealvægt). Den bluse var kraftedeme også ved at være for lille!

Jeg overvejer at kaste mig over spinning nu. Det har altid virket rigtig godt på mig og jeg kan faktisk godt lide det (efter de første par gange, når jeg har vænnet mig til lugten). Jeg har ikke dyrket så meget sport siden vi startede i behandling fordi vi på et tidspunkt fik at vide, at det kunne gøre kvinden mindre fertil at dyrke hård motion.