Viser opslag med etiketten mandler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mandler. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2013

Don Ø's havregrynskugler

...eller: Spelten er ved at tage overhånd.

Det startede med, at jeg skulle have en veninde og hendes datter på besøg (og min kæreste flygtede til sine forældre) i går aftes, og jeg havde tænkt mig at lave panerede (bare i rugmel) rødspætte fileter med svampebygotto. Til dessert ville jeg lave havregrynspeanutbutterkugler (når man har lavet stenalderbrød og hjemmelavet nutella, har man stort set alle de ting der skal i)

Desværre var min venindes datter blevet syg, så det endte med, at jeg bare skulle være helt alene hjemme.

Jeg besluttede mig for at lave fisken alligevel (fisk er jo trods alt bedst når den er frisk) og så kunne min kæreste og jeg få de restende med på madpakken i morgen. Men det var som om jeg ikke rigtig gad nosse mig sammen til at stege de der fisk. I stedet kom jeg til at lave de der havregrynspeanutbutterkugler:

Det er nærmest så speltet som det overhovedet kan være!

1 cup havregryn
1/4 cup hørfrø
1/4 cup hakkede mandler
2 spiseskefulde chia frø
1 1/2 spiseskefulde usødet kakaopulver
et drys kanel
et drys salt
1/4 cup + 2 spiseskefulde creamy peanut butter
1/4 cup + 1 spiseskefuld honning
1/4 theske vanilje ekstrakt
2 spiseskefulde hakket mørk chokolade
finthakket mandel blandet med usødet kakaopulver

Alt frem til peanutbutter blandes i en skål. Peanutbutteren smeltes (varmes godt op) og blandes med honning (måske kunne man godt nøjes lidt mindre end i denne opskrift) og vanilje. Når det er kølet lidt, blandes det klistrede med det tørre og den mørke chokolade blandes i.

Jeg lavede mandelmel og blandede med kakaopulver. Mens havregrynsblandingen stadig var lun, var det let at lave kugler og rulle dem i mandel-kakao-melet. 

Jeg er desværre ikke helt 100% sikker på, at de er slankende. Hvis de skulle være 100% slankende, skulle der nok have været noget andet end havregryn og honning i. Men hvis man nu er på speltvognen, så er de sikkert ok

onsdag den 6. februar 2013

Fertility Food

Når man er gennem sådan et fertilitetsbehandlingsforløb som jeg er, kan ens muligheder for at påvirker outcome godt synes meget begrænset.

Da jeg nu samtidig prøver at tabe mig lidt (det er dog et sekundært nytårsforsæt lige nu), så kan jeg godt frygte, at de to ting; vægttab og fertilitet kunne modarbejde hinanden, så jeg har forsøgt at undersøge det lidt. Tænk nu, hvis stenalderbrød var helt no-go og det var helt galt at lave ting uden sukker, men det jeg normalt spiser (æg, kål, fisk, grønsager, stenalderbrød osv) passer heldigvis meget godt til fertilitetsmad. Jeg kan dog overhovedet ikke finde ud af, om soyaristede mandler er godt eller skidt

Generelt tror jeg, at man skal tage en del af de kostråd der findes om fertilitet på nettet med et gran salt. I hvert fald de mere ekstreme (så som at så meget som en enkelt kop kaffe på en uge kan øge abortrisikoen markant). Men de fleste fertilitetskostråd læner sig nu meget op ad de generelle sundhedsanbefalinger.

Et par ting der er meget oppe lige nu er sådan noget som at et stabilt blodsukker kan øge fertiliteten (især for folk med PCO) og D-vitamin. Stort set alle mennesker i Danmark lider jo af D-vitaminmangel, så det kunne måske ikke skade (hvis man feks er sådan en kontormus som mig der stort set ikke er udenfor mens det er lyst i vinterhalvåret) at tage sig lidt D-vitamin tilskud.


Jeg har samlet de fleste boosters og nogle no-gos nedenfor.

Fertility boosters:

  • Mælkeprodukter pga calcium. Gerne fuldfede mælkeprodukter men dog uden at overdrive, så vægten stiger
  • Magert kød (pga jern) - dog kan for meget animalsk protein have en negativ effekt
  • Protein fra grønsager i stedet for kød, feks bønner, ærter og peanuts. Der er også et højt indhold af jern i bønner 
  • Fed fisk (laks, sardiner, sild) pga omega 3 fedtsyrer
  • Hørfrø, mandler, valnødder, græskarkerner også pga omega 3
  • De rigtige fedttyper som omega 3 og flerumættede fedtsyrer fra feks avocado, nødder, sesamfrø, græskarkerner, sardiner og laks
  • Langsomt optagelige kulhydrater for at holde blodsukkeret stabilt (gælder især for kvinder med PCO) 
  • Østers pga det høje zink indhold
  • Bær pga antioxidanter
  • Citrusfrugter og kiwi pga c-vitamin
  • Spinat, broccoli, persille, romaine, savoy pga magnesium
  • Gelé Royal 
  • Grøn the
  • D-vitamin


No go:

  • Alkohol
  • Rygning
  • Rovfisk pga højt indhold af kviksølv
  • Mættet fedt
  • For meget koffein
  • Hurtigt optagelige kulhydrater

Læs mere her, her og her

mandag den 14. januar 2013

Stenalderbrød

Det går godt. Send flere stenalderbrød.

For at overholde slankekuren og den strenge, lige vej mod vægttab, er jeg nødt til at droppe arbejdets kantine og selv tage mad med. Jeg må indrømme, at det ikke ligefrem er fordi jeg gør vold på mig selv ved at undvære kantinen. Det er mere kvalme end appetit der melder sig, når man ser kantinens udvalg, og jeg har ofte tænkt, at dét kunne jeg gøre bedre.

Nu gør jeg det så!

I går bagte jeg stenalderbrød og til det spiser jeg tunsalat med avocado.


Opskriften på brødet er modificeret af manglende ingredienser, men det smager skønt alligevel

100 g græskarkerner
100 g solsikkefrø
100 g mandler
100 g hasselnødder
100 g valnødder (havde de ikke i Fakta, så det er udeladt i min version)
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g pinjekerner (havde de heller ikke i Fakta, så der kom kun de 14 g jeg havde i skabet)
6 æg
1 dl olivenolie
Salt (en lille spsk tror jeg)

Jeg starter med at blende ca halvdelen af mandlerne og hasselnødderne i en kaffemølle. Resten af mandler, hasselnødder (og valnødder når jeg har det) hakkes groft. Alt minus æg puttes i røremaskine, hvor den får et par hidsige omgange så det hele er godt blandet. 

Mit brød hæver lidt mere end de flestes (i hvert fald de billeder der ligger af ikke-hævede, gærfri stenalderbrød der ligger på nettet) og jeg tror, det er fordi jeg tilsætter æggene et ad gangen og lader maskinen tordne gennem dejen, så æggene nærmest bliver lidt pisket.

Husk at smøre bageforme med olie, og så ellers i ovnen i en time på 160 grader.